Historien om en alterkalk

Historien om en alterkalk.

Mou kirke fik fremstillet en alterkalk af guldsmed Weitemeyer i Aarhus.  Da alterkalken blev leveret til Mou kirke, så Weitemeyer en transportkasse til alterkalken, hvor der også var plads til disken og et æsken med oblater. Transportkassen havde en skinne, hvor alterkalken var spændt fast, så den ikke blev beskadiget under transporten. Da Weitemeyer så denne kasse, som var konstrueret af en karetmager i Mou engang i 1930’erne, blev han så begejstret, at han kopierede kassen.  Senere har Weitemeyer lavet alterssæt til både Aarhus Domkirke og Domkirken på Færøerne, og til begge steder har han også lavet en transportkasse.

Det er tidligere kirkeværge og kirkesanger Rigmor Sørensen, der har fortalt mig denne historie, og det gjorde hun, fordi hun i sommeren 2014 mødte Weitemeyer i Mou, hvor han var på besøg i forbindelse med en sejltur. Rigmor Sørensen fortalte ham, at alterkalken var utæt. Da han så utætheden, besluttede han at reparere den gratis. Rigmor Sørensen fik alterkalken transporteret til Aarhus og kalken blev repareret.

Menighedsrådet vil gerne sige mange tak til Rigmor Sørensen og kvitterer med 3 flasker god vin.

Kay-Ole Larsen

Historien om en alterkalk 2

Kirkeværge ved Mou kirke fra 1970 – 2010 Rigmor Sørensen har sendt et brev til menighedsrådet.

Rigmor Sørensen skriver: Idet jeg takker mange for vinen, jeg fik for turen til Aarhus med alterkalken, bliver jeg nød til at gøre opmærksom på en fejl i oplysningerne desangående i kirkebladet.

Alterkalken i Mou kirke er fra 1723 skænket til kirken af Baroniet på Lindenborg, som var ejer af egnens kirker dengang.  Mou præstegård var brændt og dermed kirkesølvet og kirkebøgerne, samt meget andet af værdi gik tabt. Så den er næsten 300 år gammel og fortjener den respekt den tilkommer.  Da mit navn er nævnt i artiklen, forventer jeg, at der bør komme en rettelse desangående.

Veitemeyer kom ind i billedet i 1982, da det daværende menighedsråd ved provstesyn blev pålagt at få lueforgyldningen på alterkalken fornyet og også gerne diskens. Rådet havde ikke mange penge at gøre godt med, så først i 1996 havde vi samlet så meget på budgettet, at i hvert fald kalken kunne behandles.  Der kommer Guldsmeden ind i billedet, anbefalet af Nationalmuseet.  Han lavede et fint stykke arbejde. Han forklarede, at den løse kop, som vi hidtil havde haft indvendig i kalken var skyld i den slitage, der var på forgyldningen, og at den helt kunne undværes, hvis han fik lov til at lave en hældetud på selve kalken og det blev aftalen. Det kostede 17.000 kr.

Disken fik også sin lueforgyldning, da vi tillod os at bruge penge, som stod på Nora Larsens sparekassebog indsat til kirkens forskønnelse.  (Det kostede 7.500 kr.)

Historien om transportkassen er rigtig nok, og Veitemeyer begejstring er helt ægte. Han har efterfølgende kopieret den til Aarhus Domkirke og et par steder mere, samt en ny domkirke på Færøerne.

Det er da lidt morsomt at tænke på, at den er designet og fremstillet her i Mou af karetmager og husflidslærer Christen Jensen.

I håb om historien om at ” Historien om en alterkalk snarest får sin rette ordlyd”, sendes de bedste hilsener

Rigmor Sørensen