DET SU’ET SOWN OG KA’ROELS PRAKSIS
Afskrift fra bog af Egon Sørensen, 1976
For en lille menneskealder siden kaldte man Mou sogn for ”Det sorte sogn”, det var en hentydning til, at når man først nåede helt der ud, så kunne man ikke komme længere uden for lov og ret.
Hele Mou sogn, med de dertil hørende byer Høstmark, Egense og Dokkedal, består af hævet havbund. Allerede i 1221 nævnes navnet Mou, det benævnes da som Moo, ordet Moo kan henføres til sandslette. Det store vidtstrakte sogn, mod vest de meget flade kær og engstrækninger og mod øst og nord danner Kattegat og Limfjorden en naturlig grænse for sognet. Sognets beboere kunne således før i tiden leve i fred for omverdenen.
Årene omkring 1880 var det eneste faste forbindelsesled mellem Mou og omverdenen, ”Den gamle postvogn”. Den ankom til Mou et par gange om ugen, så var der nogen, der skulle ud til den afsides liggende Kattegatsby, så foregik den endeløse køretur på en åben postvogn. Beboerne i sognet skulle nok blive hjemme, da turen alene til Aalborg, på datidens ringe og elendige veje, i bøndernes stive kassevogne, tog et døgns tid. Beboerne i Mou havde heller ingen grund til at rejse udenbys, da købmand Kofods velassorterede købmandshandel, den eneste handlende i byen, opkøbte bøndernes æg, korn og hjemmekærnede smør, samtidig med at han havde de varer man havde brug for. I begyndelsen af 1890 blev forbindelsen med omverdenen en del forbedret – en lille fjorddamper begyndte at sejle mellem Aalborg og Hals, rejsen med denne foregik under ret primitive forhold. Var der nogle, der ville med til Aalborg, skulle disse gå ned til Mou bæk og praje damperen, ved den tid, hvor den kom forbi, og en fisker der boede nede ved fjorden, roede de rejsende ud til denne. De rejsende skulle før afrejsen, helst have en aftale med fiskeren om, at være hjemme, så han kunne ro dem ud til damperen og man skulle således have aftale med fiskeren om at blive afhentet ved hjemkomsten. Hjemkomsten kunne ikke finde sted samme dag, da damperen kun sejlede en enkelt tur i døgnet, og de rejsende måtte overnatte i Aalborg.
Undervisningen i Mou var meget dårlig, børnene gik ikke i skole om sommeren – da de måtte ud at tjene til føden, som ganske små eller også hjælpe til hjemme på de fattige ejendomme, hvor jorden var sandet og ufrugtbar. Om vinteren mødte alle op, da foregik undervisningen i en stor fællesklasse for de 7-14 årige.
Fiskeriet var før i tiden en meget vigtig næringsvej for de gamle Mouboere – en stor del af deres landsgildeydelser blev betalt i fisk. Undertiden kunne der opstå stridigheder om fiskerettighederne, mellem Mou og Hals fiskerne. I begyndelsen af 1300 var det helt galt med disse stridigheder, og den eneste udvej blev at Kong Kristoffer den II i 1320 personligt mødte frem for at bilægge striden og sætte skæl mellem de stridige parter. Kongen sætte da ”Wederdybet” for nord og ”Korsholmene” for syd, skulle være ret skæl. I 1521 var det galt i Mou igen, den 20. juni rejste Kong Kristian den II derud for at bilægge en årelang strid om skellet imellem Mariager kloster, der ejede Mou og Egense, og Domkapitlet i Viborg, der ejede Høstmark og det meste af Gudum og Storvorde sogne. Kongen mødtes da i ”Fiolminde” (for længst nedlagt) med tre fornemme adelsmænd, han havde sat stævne der, med disse tre red han skellet imellem Mariager kloster og Domkapitlet af. Tredje gang retten blev sat i Mou, var 1550, da man havde en præst ”Hr. Oluf”, der blev sat fra sit embede som præst og jaget ud af sognet.
Hr. Oluf, hvis rigtige navn var Oluf Nielsen, var oprindelig munk på Mariager kloster, men i begyndelsen af 1540 flygtede han fra klosteret og tillistede sig embedet som præst i Mou, ved at udgive sig som sådan, ligeledes sagde man om den gode Her Oluf, at han drev trolddom i vid udstrækning. Hr. Oluf tænkte ikke så meget på kirken og præstegården som sig selv, han lod kirken forfalde meget, men værst var det nok et halvt hundrede år efter, da der i amtsfortegnelsen af 1613 hedder ”Mou kirke er meget forfalden, tårnet er næsten jævnet med jorden”.
Var Mou isoleret fra omverdenen, så var Egense endnu mere isoleret. Der var langt både til Mou og Dokkedal, og når vinteren satte ind, var vejene ufremkommelige. 1880 var der endnu ingen i Egense, udover skolelæreren og en enkelt der havde været soldat, som havde set et tog. Den nærmeste jernbane lå helt i Aalborg, og der var meget langt. Ligeledes fandtes der kun en høker i Egense, han kunne forsyne byen med, hvad der var brug for og ikke mere, varelageret var indskrænket til det nødvendigste, kaffe, kandis, tobak, tændstikker og brændevin. De der ikke kunne nøjes med det, men ville have større forsyninger, kunne bare gå til Mou, om de havde lyst. I Egense levede beboerne som fra fædrenes tid, var indgift imellem hinanden og var et afsondret og ublandet folk uden fremmed blod, nye skikke, idéer og indretninger. Tiden var gået sporløst over Egense. Før 1870 havde der ikke været nogen eksamineret lærer i byen, men alligevel en Jens Rold, der var ueksamineret skolemester i begyndelsen af 1800erne, den mest navnkundige af Egenses lærere. Han havde en stor datter Karen Rold eller ”Ka’Roels” som hun kaldtes i det daglige. Hun var både frygtet og respekteret, som egnens kloge kone, ja endog som heks. Efter hendes far, skolemesteren Jens Rolds død, flyttede hun ud af Dokkedalvejen, hvor hun fik et lille hus ved siden af fattiggården. Egensebeboerne var meget overtroiske og havde derfor ”Ka’Roels” til at læse over de syge dyr, ja endog mennesker havde de ”Ka’Roels” til at læse over. Beboerne havde som undskyldning, at der var langt til den nærmeste læge, der boede helt i Gudumholm, når så ”KaRoels” var lige så dygtig, ja måske dygtigere, og boede lige ved, hvorfor skulle de så ulejlige sig den lange vej til Gudumholm.
I slutningen af 1880erne og begyndelsen af 1900erne, stod de fleste gårde og huse i Egense, som ved stavnsbåndets og hoveriets dage, både udvendig og indvendig. De var opført i bindingsværk med stråtag, hvor tagskæret nåede de øverste ruder, i de meget små vinduer.
Der var ikke noget med at banke på og anden dikkedarer, når naboerne besøgte hinanden, den besøgende gik lige ind i stuen, der tjente både til opholdsstue og soveværelse, der var ingen, der tog det anstødeligt op, om ens nabo pludselig kom ”dumpende” ind af døren, mens konen i huset var i gang med at klæde sig om, i sin sparsomme klædedragt, der var hjemmegjort som alt andet. Folkene i Egense var meget fri, utvungen og hjælpsomme over for hinanden, man fælledes om alt, og et stort sammenhold opstod på denne måde. Havde en mand for eksempel en ko, der blev syg, blev koen slået ned og hvert hus i byen købte et stykke kød af koen, for at dække det tab, som manden led ved at miste sin ko. De fleste beboere i Egense var udstyret med besynderlige navne, der har holdt sig helt op til vor tid, såsom Pies Niels, Kong Peter, Kræn Kræmer osv. Med disse navne tiltalte man hinanden, uden at blive fornærmet. Kvinderne havde ligeledes samme navne, som Palli Stine, Bak Kristiane osv. Den nye tid er kommet med stormskridt til byen, der var gemt og glemt for omverdenen.
Den yderste af Mou sogns byer er Dokkedal, den ligger helt ude i horisonten, for foden af Mulbjergene, der rækker sine høje bjerge i vejret, som en blålig silhuet. Dokkedal var før i tiden langt den største af byerne i Mou sogn, i 1560, var den på vej til at blive købstad, da den dengang nævntes både med borgmester og byfoged. Indtægterne i Dokkedal var ligeledes store, både ved saltudvinding samt opkøb af sild til videre salg, en overgang blev der afholdt store sildemarkeder, hvortil opkøbere kan langvejs fra. I de fund fra ældste tider, der er gjort i og omkring Dokkedal, vidner om en gammel og langt fremskreden kultur. Det vigtigste af fundene, blev gjort i 1955, hvor arbejderne under oprejsning af en afvandingskanal, stødte på to brønde af flettede hasselgrene. Ved udgravningen af brøndene, fandtes mange lerskår og dyreknogler, samt to hele lerkar, der har været tabt i den 3,50 m dybe brønd, da den engang var i brug. På markerne over for brøndene, fandtes i 1957, rester af hustomter samt lerskår af samme type som de der var i brønden. Også ude i Kattegat, er der gjort fund fra Dokkedals fortid i en længde af halvanden kilometer, har man i første revle fundet begravelsespladser fra omkring 100-250 e. Kr. f.
Sydvest for Dokkedal havde man helligkilden, der var meget berømt for sin helbredende virkning. Helligkilden blev søgt til omkring 1850. Især i sildemarkedernes dage, havde helligkilden en stor blomstringsperiode.
