DET SU’ET SOWN OG KA’ROELS PRAKSIS
Afskrift fra bog af Egon Sørensen, 1976
For en lille menneskealder siden kaldte man Mou sogn for ”Det sorte sogn”, det var en hentydning til, at når man først nåede helt der ud, så kunne man ikke komme længere uden for lov og ret.
Hele Mou sogn, med de dertil hørende byer Høstmark, Egense og Dokkedal, består af hævet havbund. Allerede i 1221 nævnes navnet Mou, det benævnes da som Moo, ordet Moo kan henføres til sandslette. Det store vidtstrakte sogn, mod vest de meget flade kær og engstrækninger og mod øst og nord danner Kattegat og Limfjorden en naturlig grænse for sognet. Sognets beboere kunne således før i tiden leve i fred for omverdenen.
Årene omkring 1880 var det eneste faste forbindelsesled mellem Mou og omverdenen, ”Den gamle postvogn”. Den ankom til Mou et par gange om ugen, så var der nogen, der skulle ud til den afsides liggende Kattegatsby, så foregik den endeløse køretur på en åben postvogn. Beboerne i sognet skulle nok blive hjemme, da turen alene til Aalborg, på datidens ringe og elendige veje, i bøndernes stive kassevogne, tog et døgns tid. Beboerne i Mou havde heller ingen grund til at rejse udenbys, da købmand Kofods velassorterede købmandshandel, den eneste handlende i byen, opkøbte bøndernes æg, korn og hjemmekærnede smør, samtidig med at han havde de varer man havde brug for. I begyndelsen af 1890 blev forbindelsen med omverdenen en del forbedret – en lille fjorddamper begyndte at sejle mellem Aalborg og Hals, rejsen med denne foregik under ret primitive forhold. Var der nogle, der ville med til Aalborg, skulle disse gå ned til Mou bæk og praje damperen, ved den tid, hvor den kom forbi, og en fisker der boede nede ved fjorden, roede de rejsende ud til denne. De rejsende skulle før afrejsen, helst have en aftale med fiskeren om, at være hjemme, så han kunne ro dem ud til damperen og man skulle således have aftale med fiskeren om at blive afhentet ved hjemkomsten. Hjemkomsten kunne ikke finde sted samme dag, da damperen kun sejlede en enkelt tur i døgnet, og de rejsende måtte overnatte i Aalborg.
Undervisningen i Mou var meget dårlig, børnene gik ikke i skole om sommeren – da de måtte ud at tjene til føden, som ganske små eller også hjælpe til hjemme på de fattige ejendomme, hvor jorden var sandet og ufrugtbar. Om vinteren mødte alle op, da foregik undervisningen i en stor fællesklasse for de 7-14 årige.
Fiskeriet var før i tiden en meget vigtig næringsvej for de gamle Mouboere – en stor del af deres landsgildeydelser blev betalt i fisk. Undertiden kunne der opstå stridigheder om fiskerettighederne, mellem Mou og Hals fiskerne. I begyndelsen af 1300 var det helt galt med disse stridigheder, og den eneste udvej blev at Kong Kristoffer den II i 1320 personligt mødte frem for at bilægge striden og sætte skæl mellem de stridige parter. Kongen sætte da ”Wederdybet” for nord og ”Korsholmene” for syd, skulle være ret skæl. I 1521 var det galt i Mou igen, den 20. juni rejste Kong Kristian den II derud for at bilægge en årelang strid om skellet imellem Mariager kloster, der ejede Mou og Egense, og Domkapitlet i Viborg, der ejede Høstmark og det meste af Gudum og Storvorde sogne. Kongen mødtes da i ”Fiolminde” (for længst nedlagt) med tre fornemme adelsmænd, han havde sat stævne der, med disse tre red han skellet imellem Mariager kloster og Domkapitlet af. Tredje gang retten blev sat i Mou, var 1550, da man havde en præst ”Hr. Oluf”, der blev sat fra sit embede som præst og jaget ud af sognet.
Hr. Oluf, hvis rigtige navn var Oluf Nielsen, var oprindelig munk på Mariager kloster, men i begyndelsen af 1540 flygtede han fra klosteret og tillistede sig embedet som præst i Mou, ved at udgive sig som sådan, ligeledes sagde man om den gode Her Oluf, at han drev trolddom i vid udstrækning. Hr. Oluf tænkte ikke så meget på kirken og præstegården som sig selv, han lod kirken forfalde meget, men værst var det nok et halvt hundrede år efter, da der i amtsfortegnelsen af 1613 hedder ”Mou kirke er meget forfalden, tårnet er næsten jævnet med jorden”.