MOU KIRKE
Fleskum Herred-Aalborg Stift
Beskrivelse af Mou kirke
Fra De danske Kirker, bind 9-Himmerland, er Mou Kirke beskrevet således: "Den hvidkalkede og teglhængte kirke er lidt ud over det sædvanlige, idet dens grundstamme helt igennem er gotisk. Den består af et gotisk langhus med noget senere gotisk tårn mod vest og våbenhus ved sydsiden, samt en udbygning på langhusets nordside fra 1700tallet.
Det gotiske anlæg, der vistnok er bygget i anden halvdel af 1400tallet, er rejst af røde munkesten uden markering i sokkelen.Derimod er der gesims med rundstav mellem to retkantede led. I korgavlen er der tre spidsbuede højblændinger, Begge de oprindelige, fladbuede døre ses, syddøren i brug, den nordre tilmuret.
I korpartiets nordside er der et lille, tilgitret vindue. Indvendig har korpartiet to fag krydshvælv, resten af langhuset to otteribbede hvælv.
Den gotiske bygning er en del præget af en ombygning i renæssancetiden, hvor man indsatte fladrundbuede vinduer.
I sengotisk tid, sikkert efter 1500, rejstes tårnet, hvis underrum åbner sig mod skibet ved en spidsbue mod vest har det et fladbuet vindue, der sidder i et højt, spidsbuet spejl. Tårnet har afvalmet tag med ryglinie i retningen nord-syd.
Fra samme tid som tårnet er våbenhuset, der delvis dækker tårnets sydside. Det viser spor af et hvælv, men har nu fladt loft. Den meget store og brede taggavl er i ny tid ombygget med små mursten. Udvidelsen ved skibets nordside fra 1700tallet er ligeledes af små mursten og har valmtag og fladt loft.
På alterbordet, der dækkes af panelværk med portalfelter og årstallet 1665 og giver indskrift for Mads Rasmussen står en lutheransk fløjtavle med svunget overkant og malede nadverord på dansk og latin samt våben for Jørgen Lykke og Beate Brahe, 1582.
Et sæt altermalerier fra omkring 1800, blandt andet med nadveren, er ophængt i kirken.
Stagerne fra sidste halvdel af 1600tallet er af drevet messingblik med ejendommelige terningsformede led på skafterne.
Fonten er romansk, af granit med bægerblade forneden på kummen, ligner meget den i Vester Hassing kirke i Vendsyssel. Fadet er sydtysk, fra omkring 1575,med fremstilling af Bebudelsen.
Et usædvanligt godt korbuekrucifiks fra omkring 1520 er sandsynligvis af Claus Bergs nordjyske svend (Beckett.DK.224)
Den lille prædikestol i renæssance er dateret i 1637. Den har portalfelter mellem meget høje frise- og postamentfelter. I storfelterne er der pietistiske malerier fra 1700tallet.
På et pulpitur i udvidelsen er anbragt et kistekrucifiks af messing fra 1700tallet.
Klokken, der er fra første halvdel af 1400tallet, har aftryk af mønter o. 1410-25 (Udall, 132)
I våbenhuset er indmuret en gravsten over sognepræst Anders Jacobsen Paulsen, død 1698."