Interview med Willy Jørgensen
Elektriker i Mou

Interview af Ingrid Bundgaard

Willy Jørgensen må være kendt af alle i sognet. I arbejdstiden passer han sit elektrikerfirma og har derfor været i usædvanligt mange hjem på egnen. I fritiden er han at finde et sted i naturen eller på sportsarealerne – stensikkert.

Stensikkert er det også, at det er ikke i kirken, vi skal lede efter ham i hans fritid, med mindre han er med til en højtideligholdelse af en ven eller et familiemedlem.

Det er noget af det, vi skal høre nærmere om.

Men først noget om natur og hverdagsliv:

Han er ikke født i Mou, så vi må strengt taget betragte ham som tilflytter. Han blev født i Vestbjerg, og kom først hertil i 3-4 års alderen. Har gået på Mou skole, har dyrket sport altid, er konfirmeret i Mou kirke og har derudover svælget i naturen her. Det er ikke sært, at han i dag er formand for den lokale naturfredningsforening.

Han er gift med Annette, som driver sin gavebodsforretning på matriklen.

Sammen har de sønnen Jon.

Hvorfor ville du være elektriker?

”Jeg læste en annonce, hvor man søgte en elektrikerlærling, og den bestemte jeg mig for med det samme at søge.  De kunne bruge mig som lærling der, og jeg var elektriker fra den første dag, og det er jeg stadigvæk. Jeg synes stadigvæk, at det er et utroligt spændende job, jeg har.

Elektrikeruddannelsen i dag er hård, synes jeg. De skal lære meget. Hvis man før i tiden på landet kunne lave et udmugningsanlæg, så var man dygtig, det når man ikke ret langt med i dag. Men det har ikke været svært for mig at følge med, fordi det har været spændende.

Jeg beskæftiger mig ikke med noget, som jeg ikke kan lide. Jeg kan da godt have en morgen lige som alle andre hvor jeg ikke synes det er sjovt – det her. Hvor jeg kan føle mig urimeligt behandlet, men det varer ikke lang tid. Det er ubeskrivelig svært i mit fag at holde alle aftaler 100 procent. Nogen gange er der nogle, der føler, at de ikke bliver behandlet ordentligt. Men i vores håndværk er der meget service, og vi ved ikke, hvad der kan ske det næste sekund.”

 

Har du altid været optaget af natur?

”Ja, det tror jeg. Min den gamle derhjemme var flink til, når han kom op om morgenen, at komme og sige. ”Vil du lige engang se”, hvis han syntes, der var et eller andet, der var interessant  ude  på marken foran huset.

Det var jo dejligt. Og når Jørgensen kom hjem fra skole, så var det ud med det samme, og det var altså ude fra morgen til aften.”

Du har en stor viden. Hvornår begyndte du at studere naturen?

”Det var leg. Det hele har bare fascineret mig – alt. Vi har altid leget ude, og det vi har leget med, det har været naturen. Jeg har altid haft lyst til det – man får hurtigt en basisviden. For man stiller også spørgsmål, og jo mere man ved, des flere spørgsmål dukker der op. Og der var jo Jens Peter Jensen, vores gamle lærer. Allerede fra 1. klasse slæbte jeg alverdens ting op til ham, for at han skulle fortælle mig, hvad det var. Og det var efter skoletid, men man blev aldrig nogen sinde afvist, man skulle derimod ind og have en sodavand. Og det var de mest almindelige ting, han havde tid til at fortælle os. Han nød det, det var ikke sådan, at han tænkte, at nu skal jeg lige lære dem det her, - han nød det, når vi drenge kom – altså det var ikke, fordi han ville gøre et stykke ekstra arbejde, - han hyggede sig bare sådan med os. Det var virkelig sjovt, at vi gad interessere os for det samme, som han interesserede sig for. Han har betydet utroligt meget for mig.”

Hvad med dit arbejde i naturfredningsforeningen?

”Jeg har været medlem i mange år og formand siden 2001.

Der er en ting, jeg ikke kan lide ved at være formand. Jeg kan ikke lide, når jeg skal til at udtænke strategier for at forklare, hvorfor vi tager de beslutninger, vi tager. Det er politik. Det er ikke godt – det er jeg ked af. Jeg er ikke politiker. Jeg er alt for temperamentsfuld og alt for følelsesmæssigt engageret i det til at drive naturpolitik.

Man kan måske også komme til at få for megen viden. Vi naturnørder kan få et stammesprog, som kun er forståeligt for os, så mennesker  ryster på hovedet, fordi de egentlig ikke forstår, hvad vi siger. Det er svært at få budskabet frem. Alle kan jo lide naturen. Generelt kan vi sige, at det er det eneste, vi er fælles om. Selv folk i byen kan lide naturen.

Men det er svært at formidle, at vi lever på sådan en måde alle sammen, at vi gør det svært for vore medskabninger, som vi lever sammen med til daglig.

Vi har større forståelse for, at man for eksempel ikke må fjerne regnskoven, end for hvad vi skal gøre herhjemme. Der er lige så mange arter i naturen, der forsvinder herhjemme som derude. Men vi har ikke samme forståelse for det, der foregår lige uden for vores egne vinduer. Mosserne forsvinder og andre laverestående skabninger forsvinder, og de er en del af hele grundlaget for alt det andet. Det er ikke kun de store dyrearter, der er væk.

Vi har teknisk mulighed for at redde det. Det vil gå ud over vores levestandard, men det vil være i ganske kort tid. Danmark har været førende inden for natur- og miljøområdet. Men ikke mere. For det sættes hele tiden op i forhold til økonomi og penge”.

Hvordan har dine relationer til kirken været?

”Jeg blev konfirmeret i den gamle præstegård ved den gamle præst, Jørgensen. Og det kan jeg da huske som noget godt. Jeg tror nok, at jeg var sådan nogenlunde rimelig tilfreds med både at gå i skole og til konfirmandforberedelse og de ting, der sådan hørte med. Da jeg skulle til præst, da var jeg temmelig umoden. Jeg tænker, at jeg ikke vidste, hvad vej jeg skulle. Man stillede ikke spørgsmål dengang, fordi den måde man blev undervist på, det var jo sådan en èn-vejs kommunikation. Jeg tror faktisk ikke, jeg spekulerede over det. Man fik at vide, at man skulle konfirmeres, og så blev man konfirmeret. Jeg var halvanden meter høj, så rent fysisk var jeg jo også meget lille. Anden tilknytning til kirken havde jeg ikke i barndommen.

Men mine forældre er kristne. De tror i hvert fald på Vorherre. Især min fatter, der er ikke nogen tvivl. Mine søskende har heller ikke min indstilling. Jeg har heller ikke meldt mig ud af folkekirken, for jeg vil gerne være med til at bevare den i vor historie.

Jon er blevet døbt, fordi moderen synes, at han skulle døbes. Jon bestemte selv, at han skulle konfirmeres. Han var moden nok til selv at bestemme. Han er undervist på en anden måde. I dag forsøger man jo at undervise børnene til at tænke selv. Vi andre skulle kun kunne nå facitlisten, så var det fint.”

Så du er tilfreds med, at der findes et kirkeligt fællesskab?

”Ellers blev det en statskirke, og det tror jeg ikke på. Der har jo været forsøg andre steder på at forbyde kirken, hvor man ikke måtte tro på Gud, men mange år efter, så dukker den jo op med fuld styrke, og det er selvfølgelig, fordi nogen hele tiden har dyrket den.

Jeg er ikke utilfreds med, at vi har en kirke og præst i vores sogn.

En præst tilhører jo en kultur, og jeg mener, at alle mennesker, alle folkeslag, uanset hvor civiliserede vi er, har en tro. Uanset om man render ude i urskoven, - det hører menneskeheden til. Jeg ved bare ikke, hvad min er. Selvfølgelig har jeg jo også et eller andet, og jeg tilhører en kultur, der er baseret på kristent grundlag. Religionen i en kultur udstikker de overordnede linjer for, hvad der er rigtigt eller forkert, og det er jeg selvfølgelig påvirket af som andre mennesker. Jeg er en del af en kultur, der er påvirket af det kristne samfund. Vi har alle sammen nogle etiske regler, som vi lever efter, og det er jo påvirkning.

Nogle folk har en anden religion. Og de lever efter nogle andre normer. Jeg er opdraget til at vide, hvad der er ret og rimeligt, og jeg forsøger også at holde mig inden for sandhedens rammer. Enhver betaler sit, som man siger.

Jeg synes også, det er dejligt med Steen, og han er da også synlig. Laver arrangementer med efterskolen for eksempel. Jeg har slet ikke noget imod, at man har et andet syn på tilværelsen.

Jeg har ikke noget imod kirken, det må jeg sige, fordi den jo betyder utroligt meget for mange mennesker. Hvis jeg har en god ven eller bekendt, der skal begraves, og de synes jeg skal med, så synes jeg, det er en god måde. Kirken som institution er god – altså ens kulturarv betyder jo meget.

Den vestlige kultur er i princippet bygget op omkring kristendommen, og de moralbegreber, der er, de stammer vel egentlig derfra.

Der er jo en overordnet linje for, hvordan et samfund kan fungere.

Man kan sammenligne med dyreverdenen. De samfund, hvor dyrene lever i kolonier, de har også en uskreven regel for, hvordan man opfører sig. Du kan gå til myrerne, de har nogle regler, de lever efter, hvor de fungerer sammen i et fællesskab med forskellige funktioner. Det har vi også. Og vi har også en ide om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis vi ikke vidste det, så kunne vi ikke fungere sammen som en helhed. Det bunder på den kristne tradition. Det er den tradition der snart er 1000 år i Danmark. Jeg mener ikke, at jeg skal gå i kirke for at leve med i den tradition”

Du var til gudstjeneste med Jon, da han skulle konfirmeres – gav det mening?

”Nej.”

Når du går fra kirken, er det så bare ligegyldigt?

”Nej, jeg tænker da over tilværelsen, jeg kan godt huske, hvad der bliver sagt. Jeg har da været heldig at høre en præst, der måske kan formidle biblens budskab videre, som måske har fremlagt noget, som jeg ikke selv har tænkt på

Jeg har ikke brug for kirkens forkyndelse.  Måske har det noget at gøre med det, Annette siger. Hun siger, at jeg ikke har nogen fantasi – i forbindelse med alting.

Altså de der bibelske billeder, der trækker jeg da på smilebåndet. Jeg kan da godt mærke, at der måske er en dybere mening med det, men altså ordet som det blev skrevet, det kan jeg ikke se nogen mening i.

Når jeg er med til bryllupper og begravelser og konfirmation, så må jeg indrømme, at det ikke trækker. Jeg kan se, at: ”af jord er du kommet, til jord skal du blive” – det giver mening for mig. Det kan jeg forstå. Det er faktisk det, jeg tror på. Vi er en del af en udvikling, - evolutionen. Du er her, du kommer jo af det materiale, jorden er lavet af. Du er lavet af samme grundstoffer som jorden. Og du er færdig med at være her, du har levet dit liv.

Det er det for mig. Jeg har ikke nogen illusioner om et liv bagefter eller noget som helst. Det kan jeg sagtens leve med, jeg har det fint med det.

Det er måske noget af det, jeg kan trække lidt på smilebåndet over, det med et evigt liv. For alting har en ende.

Jeg er jo ikke et menneske, der ikke tænker over tingene. Jeg har en mening, og min mening er, at jeg tror på, at det slutter.

Gudstjenesten giver ingen redskaber til at tackle noget, som man ikke kan tackle selv. Ikke mere end så mange andre samtaler og sociale netværk. At møde Steen ude i fugletårnet, det giver lige så godt, som hvis det var i kirken.

Du kan da også sige noget til mig. Jeg forsøger da hele tiden at lægge mærke til, hvad folk siger, jeg siger selv meget og glemmer sommer tider at stoppe, men jeg lægger mærke til, hvad andre siger.

Jeg kan godt lide, at der er en præst i sognet, fordi mange mennesker har brug for en præst. Jeg vil slet ikke lave om på det, fordi jeg ved, hvor fundamentalt det er. Jeg kan da også godt sige, at det kan være svært for mig, men et er jo nok det, at man ved, at man ikke får brug for det. Kan man acceptere at alt slutter, kommer man ikke så let ud i tovene, så kan man godt klare lidt modgang selv, og så bliver man stærk.

Hvad betyder det for dig at være i naturen?

”Jeg må sige, at der ude får jeg hold på mig selv. Det er der, at jeg nyder, at jeg er til, så lever jeg jo lige nøjagtigt i nuet, der er. Er du ked af det, når du tager derud, så bliver du glad, det kan slet ikke undgås, uanset vejr og vind.”

Er det så en kemisk proces?

”Ja, det tror jeg, der kommer endorfiner op i kroppen, som gør, at du simpelthen er klar til alting, når du kommer hjem. Der får jeg hold på mig selv. Hvis jeg er stresset, eller hvis jeg er vred, hvis jeg ikke har været retfærdig over for nogen, så finder jeg ud det af derude.”

Findes der ikke noget, der er større end naturen?

”Det falder mig aldrig ind, at der er noget, der er større end naturen. Ikke sådan i den forstand. Det er evolutionen. Og det kommer og det går, og jeg går også sammen med alt det andet”

Er det rimeligt, at der skal finde naturkatastrofer sted i den kemiske proces?

”Jamen, det er det, det er. Her er jo skrøbeligt på jordoverfladen. Du er her i et sekund, det næste sekund er du her ikke. Sådan er det altså.

Du er nødt til at acceptere, at du ikke ved, hvornår det er slut, du en del af den natur. Du er en del af den proces, der sker. Du er skabt af den verden. Også bondefanget af den i princippet, kan man sige.

De ældste biologiske væsener på jorden er flere millioner år gamle, men også disse forgår.

Det gør du jo også, vi er bygget op af de samme grundmaterialer.”

Hvordan skal du begraves?

”Det har jeg ikke taget stilling til. Jeg skal nok følge vor kulturarv og begraves i kirken.”

Nu begynder Willy at tale om vores behandling af naturen og om pengenes magt i den forbindelse. Skulle vi have det med, ville det sprænge dette kirkeblads rammer. Så her slutter vi.

Tak til Willy for nogle ærlige og markante meninger.

Ingrid Bundgaard.