Ole Conrad Kondrup
Om Gud, kristendom og kirke i dagens Danmark.
August 2004, Ingrid Bundgaard.
Ole Conrad Kondrup driver, sammen med sin kone Anette, opholdsstedet Holmgård i Egense.
Fra at have arbejdet på et betydeligt større sted i Himmerland, valgte de at søge godkendelse til selv at drive et mindre opholdssted med kun otte elever. Den fik de og trives ved nu at have ansvaret for færre elever, ikke mindst på grund af familielivet med deres børn på 4 og 6 år.
Opholdsstedet er nu tre år gammelt med meget plads, - lyst, venligt og åbent. Her er der mulighed for at drive meningsfulde aktiviteter, og det bliver der gjort.
Der er tale om store elever, der på en eller anden måde er kommet på kant med skolen eller med samfundet :
”Det er dem, der falder uden for - dem som lærerne beskriver som uforskammede, ukoncentrerede og uoplagte. De har en individuel tilværelse, de er ikke vant til at løfte i flok ”, siger Ole Kondrup.
Ole Kondrup har været spejder i Det danske Spejderkorps. I Det danske Spejderkorps er relationerne til kirken frie, sammenlignet med andre spejderkorps. Men værdigrundlaget ligger tæt op til kirkens, og derfor også til en kristen livsførelse.
Dette værdigrundlag og forholdet til eleverne på opholdsstedet er derfor en væsentlig bagvedliggende faktor i vores samtale.
I samtalen bliver der henvist til følgende citat fra Kristeligt Dagblad: …
”Unge kan sagtens tro uden at gøre det i kirken og har derfor ikke lyst til at investere i hele den kirkelige pakke. Nogle ting vil de gerne have: Jesus, Gud, og troen. Men måden og formen gider de ikke købe.”
Kristendommens betydning.
Ole siger:
”Kristendommen betyder i hvert fald en del for mig. Og vi opdrager også vores børn kristent. De kender biblen, og når vi snakker om naturen og om andre mennesker, og når vi er ude at rejse, så er det med en kristen holdning som udgangspunkt. Vi har forskellige former for børnebibler, som vi læser højt af, både som godnat - læsning og ved andre lejligheder. Det gælder sådan set både i forhold til vores elever som til vores egne børn. Det er vigtigt for os, at man kender såvel vores kulturbaggrund som vores kristne baggrund.
Børnene kommer med i kirke sammen med mig. Vi kommer der ikke så meget, som vi har lyst til, men vi kommer der mere, end vi har tid til, vil jeg sige. Vi går mere i kirke, når vi har ferie, end vi gør til hverdag, fordi vores søndage faktisk er præget af arbejde. Her er vores tilstedeværelse vigtig på de tidspunkter, hvor der er gudstjeneste”
Opdragelse til kristendom.
”Jeg tror, at når det i dag er vigtigt for mange forældre at opdrage deres børn til den kristne tro, så har det baggrund i, at konflikterne i samfundet bliver tydeligere, og så længe man tror, at terrorister er muslimer, så sker der en kontrastdannelse, som der sker med alt muligt andet. Og så søger man tilbage til sine egne rødder.
Man er jo ikke være glad for terrorismen, men man kan i hvert fald være glad for, at der er flere og flere mennesker, der vågner og ligesom opdager, at det hele ikke bare er velfærd og forbrug og skøjten på forsiden af bølgen.”
Kirkeligt fællesskab.
”For os betyder det kirkelige fællesskab ikke rigtig noget, men jeg synes det er vigtigt med en form for kirkeligt fællesskab. Vi har lejlighed til at deltage i ”Mad og Tro”. Der kan man jo se, at det er vigtigt, men det er jo klart den ældre generation, der er overrepræsenteret. Jeg synes at, -- især med Steens indsats for den yngre målgruppe taget i betragtning -, så forbløffer det mig, at der ikke kommer flere unge.
Men man kan jo godt tale om kirkens ansvar i forhold til det med de unge, der ikke kommer. Jeg synes kirken selv har et ansvar, og jeg synes, at man kan lægge et ansvar på uddannelsen af præsterne for, at der ikke foregår ret meget missioneren. Folk er jo nærmest skræmt, når nogen missionerer. Om det er kristne eller Jehovas vidner eller hvem det er, så er der noget negativt forbundet med at udbrede et budskab. Og det er som om kirken har begrænset sig til kun at gøre det via gudstjenesten.
Det er også helt vilkårligt, hvordan kirken udbreder sit budskab ud over gudstjenesten. Det er jo forskelligt fra sogn til sogn. Det bærer slet ikke præg af, at præsterne samarbejder eller kender hinanden, og vi som almindelige kirkegængere, vi har jo heller ikke noget fællesskab på tværs af sognene. Der er ikke sådan nogen organisation eller nogen struktur. Der er gudstjenesten.
Når man som spejder mødes, så mødes man om et andet medium end lige det værdibaserede. Det værdibaserede er hægtet på ved siden af. Det kan heller ikke klare sig selv. Det skal være på en anden aktivitet:
naturoplevelser, samvær, musik, eller hvad det nu kan være. Pinse- bevægelsen har jo kæmpesucces i øjeblikket med deres gospel og deres jubel/begejstringsarrangementer.
Men jeg hører nok selv til den mere tunge ende af det. Jeg synes det er vigtigt at holde fast i gudstjenestens ritualer. Jeg tror ikke, man skal forsøge at popularisere den.
Gudstjenesten. Ritualer.
Min egen erfaring med ritualer og sådan, det er, at når først man er kommet ind i dem, så er man glad for dem. For eksempel har jeg spurgt vores egne elever, hvordan de ville skille sig af med deres mor, hvis hun døde, hvis ikke de havde kirken. Hvordan skulle de sige farvel, og hvad skulle de gøre med den døde. Det er jo til sådan et spørgsmål, man
beder eleverne om at være stille i en time, så må de tænke over det. Så kan de fortælle mig bagefter, hvad de ville finde på. Jeg er sikker på, at hvis man bød folk det, så ville de ret hurtigt blive nødt til at indse, at man er nødt til at lave en eller anden form for ritualer – for hinanden og for sig selv. Jeg tror ritualer er ret vigtige, men det betyder jo ikke, at man ikke kan modernisere dem og at man ikke kan have en dialog om, hvordan de skal være.
Tværtimod. Så tror jeg man skal gå i den modsatte grøft og stille nogle krav til dem, der kommer i kirken.”
Krav til at tage stilling.
”Man kunne godt stille nogle spørgsmål i kirken eller i kirkebladet, eller i nogen andre sammenhænge, hvor man bliver tvunget til at vælge A eller B.
Når jeg tænker på mit eget liv, og når jeg tænker på vores elever her, så er der alt for lidt, som er styret af et ”enten –eller”. Der er altid en udvej, der hedder, at jeg kan f.eks. lige ringe til min socialrådgiver og udsætte krisen.
Men beslutningen bliver tit druknet i angst for at træffe den forkerte beslutning. Elendigheden bliver trukket i langdrag, fordi man er bange for at gå den forkerte vej, og så går man ingen vej. Der er for mange mennesker, der står i stampe. Vi får en strøm af input fra TV, computere og andre ting, så man bliver underholdt, uden at man behøver at forholde sig til det. Man kan bare glemme det igen. Forestiller man sig et samfund uden sådan en strøm af input, så var man jo nødt til selv at forholde sig til verden. Man skal heller ikke samtale igennem et computerspil eller igennem et fjernsyn, man skal tale med hinanden. Det lægger vi stor vægt på her – især når vi har besøg. Så skal der ikke være tændt for fjernsyn eller musik eller lignende.”
Hvordan ville du gøre det i kirken?
”For eksempel ved, at man havde en eller anden form for samtale før og efter gudstjenesten, om hvad der var foregået og om ens hverdag.
Man kan godt stille krav om, at for at komme i kirken, så skal du have noget med. Du skal fortælle, hvordan din høst er gået, hvordan dine børn har det, hvad du mener om tidens spørgsmål. Kirken kan ikke undgå at afspejle den hverdag, vi lever i gennem prædikenen, og det kunne vi godt forholde os til ved ikke bare at lytte.
Jeg tror ikke, at man skal lave gudstjenesterne om. Jeg tror man skal stille flere krav. Det ville udfordre mange, jeg tror ikke det ville skræmme.”
Samarbejde uden for kirken.
”I et samarbejde mellem skole og kirke undrer det mig igen, at kirken - at præsternes uddannelse, ikke bliver brugt til at give svare på flere svære spørgsmål. Jeg begriber det simpelthen ikke. Altså præsterne sidder jo inde med svar og med en evne til at motivere til langt flere overvejelser, end man har selv. En time sammen med en præst en gang om ugen i stedet for et eller andet idiotspil på computeren, det ville jo give anledning til mange flere refleksioner. Men det bruger man af en eller anden grund ikke. Tværtimod, så er det jo lige før man fornægter det.
Og så synes jeg, at kirken skulle fylde noget mere i vores anden hverdag – i fritidsforeninger og især i skolen, - at man i andre sammenhænge lærte at bruge kirken. Jeg synes det er meget vigtigt det citat, der er fra Kristeligt Dagblad. Rigtig mange unge mennesker kan ikke undgå at forholde sig til tro og værdier i det samfund, vi lever i, og den mulighed kunne kirken jo godt mere aggressivt udnytte.
Det tror jeg er noget af pinsekirkens held. De har åbenbart ramt noget. Jeg hørte en radioudsendelse med unge mennesker, der var på pinselejr. De måtte ikke dyrke sex, og de måtte ikke drikke øl. Men der var alligevel i hundredvis på denne her sommerlejr. Der var rockmusik og der var badestrand, der var pjat og der var leg, og der var fællessang. Og så fik de budskabet med som noget sekundært. Det tror jeg er styrken. Hvor folkekirken stadigvæk kun bruger budskabet som det primære.
Jeg tror at hvis kirken var med til en byfest eller andre arrangementer, hvor kirken ikke naturligt var en del af det, så tror jeg det ville fylde meget. Det ville virke anmassende på de fleste. Men missionske aktiviteter, det betragtes jo med dyb skepsis, også selv om det er den danske folkekirke.
Aktuelle emner i prædikenen.
”Gudstjenesten handler om aktuelle emner, altså prædikenen. Og hvis man forestiller sig, at man skulle leve op til budskabet, så ville det blive en kontrast til det liv, mange lever.
Jeg ser mange faresignaler i overforbrug, i fråds og i at man kræver mere velfærd. Man råber højere, så snart der er et nyt forbrugsgode i stedet for at tænke på, hvad man kan tilbyde, så hvis kirken turde kritisere alt det – og kritisere fremmedgørelse og passivitet. Folk bygger altre derhjemme, det kan ikke blive flot nok, børn kan ikke blive pæne nok. Der findes jo kun drømmekøkkener og drømmebørn og drømmehjem. Det er en pestilens, at man tror at man skal bygge et alter derhjemme, og at man tror, man skal skabe noget unikt. Man kan jo bare lukke sit vindue op og kigge ud. Det er jo lige udenfor.
Det kunne kirken godt gå lidt mere ind for.”
Hvordan er din tro på Gud.
”Jeg har hørt om ham her Grosbøl.
Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at der er en eller anden skabende kraft, og jeg er også helt sikker på, at det hele umuligt kan være tilfældigt. Det synes jeg man mærker, når man kommer ud på randen af alt, hvad der er meningen. Når man ser elever, der lever på livets rand,
og når man rejser steder i verden, hvor der ikke er velfærd, som vi kender det. Det kan simpelthen ikke passe, at det er tilfældigt.
Men jeg tror også nok jeg tilhører den generation, der har svært ved at forestille sig, at den skabende kraft er en gammel mand der sidder et sted og har lavet det sådan. Altså jeg forestiller mig ikke en arkitekt eller en ingeniør, der har siddet et sted og tænkt alle tanker, der kan tænkes. Jeg synes det er naivt, at Grosbøl tror, at vi tænker sådan. Jeg synes han undervurderer sin menighed.
Jeg siger til mine egne børn, at Gud er i alt. Det har vi meget sjov ud af, at han kan være i en blomst, og han kan være i en flagstang, og at han kan være i en bil.
Det synes vi, at det er sjovt at lege med, i stedet for han sidder deroppe bag ved en sky.”
Og efter en time på en bænk i Guds sol sammen med Ole Kondrup, kan jeg rejse mig og takke for en god samtale, så han kan komme ind til sine elever igen.