Lone Christensen

Af Ingrid Bundgaard

Lone og Jens Christensen bor på Peterhøjvej i Høstemark med deres fire børn. Lone stammer fra Hovedgården til Høstemark, og Jens stammer fra Møllegården, også i Høstemark. Og de fire børn? - fra Peterhøjvej i Høstemark. Lone er 39 år og privat dagplejemor.

Altså efter alt at dømme - en familie, der har fast grund under fødderne både bogstaveligt og i mere overført forstand.

Et af børnene, Line gik til minikonfirmand og var dygtig til sin bibelhistorie.  Da hun blev spurgt om, hvor hun vidste så meget fra, var svaret prompte: “Skulle man ikke selv kunne læse om det, når man går i 3. klasse”?

“Det kender jeg ikke noget til. Da de blev døbt fik de jo hver en bibel, og den tror jeg nok, at Line har læst.

Men det er helt sikkert, at vi har ikke lært hende noget. Vi beder heller ikke Fadervor med vores børn. Hvad de lærer, det lærer de på skolen eller i kirken. Måske er Line lidt interesseret i det. Men hun har det ikke fra os - i hvert fald, så skulle der være sprunget mindst ét slægtled over. Jeg synes aldrig jeg har haft det sådan”, siger Lone med et stort grin.

Du er spejder?

Nej jeg er ikke ret meget spejder, jeg har faktisk aldrig været spejder.

Jeg er bare blevet spurgt, fordi der ikke er nogen til at tage de børn. Min plan var, at den bare lige skulle køres i år, men den plan ændres måske. Jeg synes jeg kan give dem lidt, men jeg synes jo ikke, at jeg kan give dem en masse. Jeg har aldrig nogen sinde selv været spejder. Jeg aner ikke hvordan en spejder gør. Jeg har ikke lyst til en uddannelse eller sådan noget, så meget er min interesse ikke for spejderne. Jeg synes det er fint at have dem i Mou, og jeg har en der hjælper mig. Men jeg har ikke lyst til mere lige nu. Nej - nu har jeg været med i så meget, nu vil jeg være mig selv et stykke tid. Jeg har jo også børn nok. Men jeg regner da med, at der er nogen der vil.”

Står kirken for noget i samfundet - for dig?

“Det ved jeg sådan set ikke, hvad kirken står for. Spiller den endnu?

Det er da en pæn bygning, - og selvfølgelig kender jeg den også indefra. (kort pause)… - Nej jeg kan alligevel ikke undvære den, den betyder da et eller andet, men jeg kan ikke sådan lige sidde og sige hvad, - andet end at jeg er tryg ved den.

Hører den med i dit liv?

Ja, men altså uden, at jeg dyrker den. Så for mit vedkommende synes jeg ikke, at den har så meget at sige lige der.”

Hvornår benytter du kirken?

Det gør jeg for eksempel ved højtiderne - til jul i hvert fald. Og så også ved bryllupper, barnedåb og hvad vi har været med til, og hvad vi selv har fejret.

Jeg kan utrolig godt lide at komme i kirken, og jeg ville jo sådan set gerne benytte den med spejderne. - Det kræver jo en vis mængde planlægning - også med Steen. Jeg har snakket med ham om det, men vi skulle lige lidt længere hen på året, sådan at vi også kan være ude. Så vil jeg da benytte den noget mere. Steen er rigtig god at samarbejde med. Han er ikke så udsvævende. Og det må man jo sige - man kan forholde sig til det han

prædiker. Når man er i kirke, så sidder man og lytter. Og han kan tale til børnene, så de hører efter.

Det er både godt og skidt at have børn med i kirken.

Jeg synes ikke de skal være med til de almindelige gudstjenester, de forstyrrer for meget, men til de særlige højtider, synes jeg der skal være plads til dem. Der er tit en tradition i familien med at komme i kirken til højtider.

Skulle den “daglige” gudstjeneste være lidt mere festlig?

Nej det synes jeg ikke. Der er nogle folk, der kommer i kirken for kirkens skyld og for præstens og prædikenens skyld, og det synes jeg ikke, man behøver at skulle gøre en masse stads ud af.

Og hvis det skulle være for børnene. Så synes jeg hellere, at folks børn burde opdrages, så de kan sidde ordentligt, hvis de ønsker børnene med i kirke.

Hvad er din mening om det kirkelige fællesskab?

Jeg synes, at sådan set udefra, så er det rart, at der er et fællesskab, for det har betydning for nogen, at det er der. Det har også betydning for os, der ikke er så gode til at komme med.

Der er jo åbent, og var det fællesskab der ikke, så var der jo nok heller ikke nogen kirke. Med fællesskabet har vi andre, der har behov en gang imellem, jo stadigvæk en chance.

Tror du på Gud?

Jeg er ikke troende i den forstand, jeg dyrker det ikke sådan, det ville være synd at sige. Men så er der jo et eller andet sted noget alligevel, jeg tror der er noget - at det findes. Jeg er jo selvfølgelig også blevet døbt og konfirmeret. De der kirkelige handlinger, vi går ind for, det er da nok, fordi vi et eller andet sted, har en tro, men den er nok meget lille.

Og jeg kan utroligt godt lide at komme i kirken - det er hele stemningen.

Hvad er din kirkelige baggrund?

Min barndom har jo ikke været religiøst præget på den måde. Jeg er nok opdraget i en kristen atmosfære, og det sidder jo nok i en. Min mor og også min far har jo gået i kirke, de har holdt meget af at gå i kirke, og vi har da også været slæbt med. Egentlig synes jeg da, at vi har lidt med hjemmefra. Men det har så, ligesom i huset her, ikke været præget af indoktrinering eller i den stil, men vi har fået det ligeså stille ind en gang imellem. Men jeg tror da heller ikke, det er sundt, jeg tror da børnene har gavn af selv at finde ud af, hvordan og hvorledes de vil forholde sig til de ting.

Fadervor for eksempel. - Jeg kan da huske, at vi lærte den i skolen, men jeg har da fået meget mere ud af at stå oppe i kirken og lære den. Der er mere mening i det som barn. Der forstår man jo bare alle de ting man skal lære.

Hvordan er det at forlade kirken, sammenlignet med, da du kom ind i kirken?

Nu er det jo så mest til højtiderne, jeg har været der, og der synes jeg, at man er sådan lidt løftet, når man går derfra. Det gør en forskel, fordi du kommer op og hører nogen gode ting og synger nogle gode salmer. Jo man er lidt lettere - ikke fordi man føler sig tynget.

Man føler sig bare lidt mere tilpas, jo - man bliver sådan lidt løftet.

Jeg truer faktisk hver eller hver anden søndag med, at nu skal jeg også i kirke. Jeg vil gerne, og jeg ved godt, det kun varer en time, men sådan en time den kan altså hurtigt smutte. Vi har egentlig snakket om det, at vi gerne vil i kirke, fordi Jens vil jo også gerne. Der er også det, at hvis du kommer derop et par gange, jamen så er der jo sammenhæng i det, der bliver sagt. Det betyder altså noget.

Det er egentlig mest det sidste år her, jeg har haft lyst til at gå derop, men vi har børnene, og så skal vi lige gøre det ene og det andet. Og det har vi kun weekenderne til. Det er lige det med at blive sparket af sted og rive den time ud af sin dag.

Det er noget træls noget at sige, men sådan er det bare. Men jeg håber på, at jeg kan komme lidt mere med spejderne, vi skulle bare helst være nogen flere voksne til at holde styr på dem. Børnene skal helst være rolige i kirken, og når jeg så kommer med en tretten, fjorten børn, så er det ikke sikkert de synes lige som jeg alene, så må vi være nogle flere voksne. Og jeg gider ikke have en flok med, som fjanter rundt og ikke gider høre efter.

Vi mangler virkelig spejderledere. Det er en skam.

Har du en kommentar til de tomme kirker.

Et bud på det med de tomme kirker er jo nok, at der er flere, der har det ligesom mig. Tiden er kostbar og hjemmet skal hænge sammen.

Kan ritualerne i kirken holde folk på afstand?

Ritualerne kan da ikke holde nogen væk, det er da så naturligt, det kommer af sig selv, når man er i kirken.

Han kirken noget med dagligdagen at gøre?

Kirken har noget med dagligdagen at gøre, for de ting som vores præst tager op, har med dagligdagen at gøre.

Kirkenedlæggelser?

Jeg synes, det er trist med kirkenedlæggelser. Det ville være et trist syn, hvis Mou eller Dokkedal kirker ikke blev brugt. Dokkedal er så forfærdelig hyggelig. Det er ligesom om, man er lidt tættere på end i Mou. Vi går altid til høstgudstjeneste der, siger den tilsyneladende ikke helt så kirkeuvante Lone.