Samtale med Inge-Lise og Leif Thyge Jensen.
Af Ingrid Bundgaard

Inge-Lise og Leif Thyge kom til Mou, efter at have boet en lille menneskealder i Lind ved Herning. De bor nu på Gammel Egensevej ved siden af deres familie: - datter, svigersøn og børnebørn.

I Lind brugte de deres evner og viden på at undervise eleverne på skolen der. Før de kom til Lind havde de i øvrigt slået deres folder andre steder i landet med uddannelse, studier, lærerjob, soldatertjeneste og pasning af deres børn, der blev født undervejs. De har, forinden, hver især haft opholdssted dels på Sjælland, dels i Jylland. Fra deres tidlige barndom kan de hver især mindes forhold, der har præget deres liv.
Leif Thyge er, som mange nok har oplevet, habil ved klaveret. Han er blevet undervist, fra han var i stand til at tage imod det. Og så har de også begge to spillet bridge allerede som børn, men ikke sammen dengang, - og fortsat uden ophør til i dag. De er stadigvæk inkarnerede bridgespillere. Bortset fra den nærmeste familie ved siden af, bor de også sammen med otte vældig store økologiske høns, og den dag i marts jeg var der, var der lagt 7 kæmpestore æg. Urtehaven er de i fuld gang med. De har altid haft urtehave.

Livet i Lind

Lind var en lillebitte landsby dengang de lærte den at kende, og hvor de nu havde købt hus, og skolen har også været så lille, at det nok har været et scoop at have et lærerpar som de to. Leif Thyge med musikundervisning som speciale, biologi, matematik og gymnastik. Også religion, hvor han brugte sit dramatiske talent til gavn for elevernes kristendomsopfattelse. Han kom dog først til skolen et par år efter Inge-Lise, da han på det tidspunkt underviste på Herning  byskole.
Så Inge-Lise var der først i Lind skole. For da skolen blev lavet til centralskole, blev hun spurgt, om hun ikke havde lyst til at blive ansat der, de manglede en sproglærer. Hun var rigelig kvalificeret til stillingen og tog den. Med tiden blev det til engelskundervisning i realafdelingen og latin og fransk, der var hendes hovedfag sammen med tysk og dansk. Blandt andet.
En lærer, der har gjort gavn med sin musik med mere, og som nu er 70 år - og en lærerrådsformand med sprog som speciale, har så forladt ikke alene Lind skole og alle deres gode kolleger, men også Lind. Sikkert klogt nok, som de siger. Så har skolen ikke dem til at blande sig.

Martinus og Kosmoscenteret

Inge-Lise og hendes familie har været i kontakt med kosmoscenteret og har været optaget af Martinus. Det har inspireret dem begge til at læse Rudolf Steiner litteratur og tage stilling til nogle livsforhold.  Det har på sin vis været spændende og har på en måde siden været integreret i deres liv. De har gode venner, der stadig er stærkt engagerede.  

Fjordfest, sang, musik og kirke

Her i Mou har de for længst slået deres folder, så vi ikke har kunnet undgå at lægge mærke til dem. Særligt har de foldet sig ud musikalsk. Leif Thyge spillede en kort tid til fjordfestrevyen, og da Vera sidste år gjorde et godt stykke arbejde for at få genoptaget skikken med at synge Hartmann-liturgien til jul i kirken, spurgte hun Leif Thyge og Inge-Lise, om de ville medvirke. Og det ville de begge to, og var dermed med til at glæde menigheden, som har savnet dette juleaftensindslag. De sidder stensikkert i kirken til hver gudstjeneste, hvis de ikke er forhindrede. Og fra starten har de været med i kirkehøjskolens ”Mad og tro”, ikke kun som tilhørere, men også mere og mere som medhjælpere. Inge-Lise er nu med i aktivitetsudvalget.

Valgmenighed og folkekirke

Det er klart, at man må spørge, om de altid har gået så meget i kirke.
Og svaret er: - Nej det har vi ikke. Da vi flyttede herop var vi ikke medlem af folkekirken. Der skete nogle ting nede i vores egn, der gjorde, at vi meldte os ud af folkekirken. Vi var i valgmenigheden, og det var vi i årevis. Valgmenigheden var meget stor. Vi er også blevet gift i valgmenigheden, da Inge-Lises familie altid har været medlem af den, men vi mistede altså lysten og trak os ud.
Så meldte vi os ind, da vi kom herop. Og da Hanne så kom, så syntes vi jo at, det skulle ikke være vores skyld, at kirken var mere eller mindre tom, så der mødte vi op, og det har så gjort, at det har ændret sig for os. Nu kommer vi for vores egen skyld.
Nu er det sådan, at hvis vi er hjemme søndag, så går vi i kirke som en helt naturlig ting, og vi glæder os. Det er blevet en del af vores liv. Og Hanne er i hvert fald ikke uden skyld. Vi er meget begejstrede for hende.

I går i kirke, fordi I nyder det, hvor stærk er jeres tro?

Leif Thyge: - Jeg tror den kristne måde at tro på er meget varieret. Det synes jeg ikke gør noget, for der er jo ingen mennesker der kan lave den kristne tro. Man kan næsten i fred og ro have hver sin opfattelse. Man kan sige, at alt det der sker i kirken - på den måde gudstjenesten foregår - da er der intet af det, som irriterer mig, intet, hvor jeg kunne tænke, at det her går jeg ikke ind for.
 Det er dejligt med at fremsige Trosbekendelsen og Fadervor. Det er lige som en måde at hægte sig på kristendommen.  Det fine fællesskab er Hannes fortjeneste, hun skaber den ring, der gør, at vi faktisk føler, at vi er med alle sammen. Den måde hun kører det på skaber et kraftigt fællesskab.
Inge-Lise: - Jeg hørte en gang, om de her unge mormoner, der blev sendt ud, hvor en af dem sagde: Jeg har fået at vide, at jo flere gange jeg siger det, jo nemmere bliver det at tro på det selv. Det gælder måske også det at tro. At det jo faktisk er noget man skal lære. Det kan jo heller ikke nytte at vente med at tro, indtil man hænger i den yderste tråd.
Inge-Lise: - Jeg synes, at salmerne, de er så rare. De er så rare. Jeg er ked af, at vi ikke har haft ”Han som på jorden bejler.” i tredje linie står: ”når vi kun vil, besejler [han] sin pagt om Himmerig.” Det er der, og så er det bare os, der skal slå til.
Her skal det indskydes, at Leif Thyge ikke alene har spillet meget balmusik, men også meget på Herning kirkes store orgel. Leif Thyge: - Vi har da også købt den nye koralbog til femtenhundrede kroner, afslører han. De har begge to altid sunget i kor, og det er med til, at de er så velbevandrede i salmerne.

 

Kristen opdragelse?

Leif Thyge: - Man kan ikke være kristen, uden at have den opfattelse, at du skal være mod andre, som du synes, de skal være mod dig. Man har det dårligt, hvis man har klaget over et eller andet, som egentlig var berettiget, men som man ved, man har gjort en anden forlegen ved. Jeg ved ikke, hvor megen kristen opdragelse, der sker i de små hjem. Jeg er ikke selv blevet kristent opdraget ud over det, jeg siger her. I min familie gik vi aldrig i kirke.
Inge-Lise: - Min mor sang mange salmer, og så grinede vi jo ad hende, og så spurgte vi, hvorfor hun gjorde det. - Det gør jeg, når jeg er ensom, sagde hun. Hun havde vist en salmebog, men min søster brugte vist nok bladene til at rulle cigaretter med.
Min mor flyttede i en aldersrentebolig, da jeg var 15. Der måtte børn ikke være, og jeg var en efternøler. Min yngste søster var 14 år ældre end mig, så hende flyttede jeg ind til. Men jeg blev nu sendt i søndagsskole. Det var min skrappe regnelærerinde, der var der, så jeg turde ikke lade være. Vi fik slet ikke en kristen opdragelse hjemme og da heller slet ikke i skolen.
Leif Thyge: Vi lærte da salmevers – og havde morgensang hver eneste dag på gymnasiet. Salmer og kirkemusik ligger simpelthen som en substans, og Inge-Lis har altid været bibelstærk. Når hun har set eller hørt noget, så husker hun det, og hun har også undervist i religion. Børnene nyder at få fortalt bibelen,- ikke at lære den.

Kirkens synlighed?

Leif Thyge: - Kristendommen ligger som det grundlæggende. Kirken skal gøre sig lige så synlig, som den prøver, for ellers opdager folk den jo ikke. Her kommer der jo for eksempel mange til Skærtorsdagsmåltidet. Man kan jo ikke krænge den ud, men man kan gøre det, som vi gjorde med gudstjenesten i bakkerne, hvor der kom så mange. Det var et tilløbsstykke.
Men Hanne fortjente at have mange, mange flere i kirken.

 

Har Islam haft indflydelse på vores holdning til kristendom?
Inge-Lise: - Jeg tror man har den der blanding af skræk og respekt, ærefrygt og lidt misundelse over, at religion betyder så meget i deres liv. Jeg kan da godt forstå unge mennesker, at der er noget at hente der. Der er smæk for skillingen.
De har en lovreligion, der fortæller, hvad de skal gøre, mens vi har et kærlighedsbud. Vi får ikke at vide, hvordan vi skal gøre, det gør jo, at vi er meget mere sårbare.

Er der kristen fundamentalisme?

Leif Thyge: - Hvis vi tror vi er de eneste rigtige, så er der jo en kristen fundamentalisme. Men den vil jo aldrig i den grad være farlig, men den er glædesdræbende.

Inge-Lise og Leif Thyge er to glade mennesker, som i denne samtale har løftet for sløret for nogen af deres omfattende interesser og gøremål. Og ikke mindst deres opfattelse af at være kristen i Danmark, og vi runder af med det første vers i Grundtvigs salme (479): ”Han som på jorden bejler”, og siger i øvrigt tak til dem.

Han som på jorden bejler
til troskab uden svig,
når vi kun vil, besegler
sin pagt om Himmerig.
Han døber med den Helligånd
på ord, som aldrig fejler,
han rækker os sin hånd.

 

Martinus (1890 – 1981):  Martinus Thomsen, kendt som Martinus, var dansk forfatter og mystiker, født og opvokset i Sindal. Han var en intuitiv begavelse, som bl.a. forfattede et omfangsrigt værk, som danner grundlag for Martinus´  kosmologi.

 

Rudolf Steiner (1861 – 1925): var en østrigsk Goetheforsker  , filosof og grundlægger af antroposofien.

Der findes flere Steinerskoler i Danmark.