Interview med graver ved Dokkedal Kirke, Karen Tonnisen
Det meste af sin barndom boede Karen i Gl. Skørping, hvor hun blev udlært som kommis. Men efter at hun blev gift med Poul i 1968 og fik børn i 1969 flyttede hun til Klarup med dem og blev til dels hjemmegående.. Hun arbejdede på Bælum kro i hver weekend i 15 år indtil 1983, hvor hun og Poul overtog Pouls fødehjem på Kystvejen i Dokkedal. Her havde Pouls far været forpagter siden 1939. I 1951 blev ejendommen statsejendom, og farfar købte den.
Mens Poul og Karen boede i Klarup havde de drevet jorden, indtil jorden for 15 år siden begyndte at blive lejet ud.
Så hele familien følte sig hjemme, da de kom til Dokkedal i 19??, og det var da også børnene, der pressede på med, at skulle det være alvor med at flytte dertil, så skulle det til at være nu.
Karen fik arbejde på minkfarmen ved Else og Villy Nielsen.
Hun blev valgt i menighedsrådet i 1992 og blev kirkeværge. Da hun var medlem af Kristelig Fagforening, fik hun mulighed for at komme på et kursus for kirkeværger og gravere. Det betød at Karen, foruden at være kirkeværge også her fik noget kendskab til graverjobbet, og da stillingen som graver ved Dokkedal kirke blev opslået i 1994 søgte hun den og fik den.
Og i september 2004 kunne Karen da i al stilfærdighed fejre sit eget 10-års jubilæum som graver ved Dokkedal Kirke.
Karen kunne ikke være kirkeværge og graver på én gang, så hun blev først afløst af Torben Bilde og senere af Minna Kanstrup, som stadig er kirkeværge.
Karen fortæller: - ”Det betyder meget, at kirkeværgen er lokal kendt. Jeg tror, at en som har boet her i mange år og som er født og opvokset her, har en anden ånd for kirken og kirkegården end tilflyttere. Minna og jeg er altid kommet godt ud af det sammen. Hun siger, hvis der er noget, hun vil have gjort, fordi man kan jo godt som graver stirre sig blind på noget. Så har vi altid kunnet snakke om det. Samarbejdet med kirkeværgen kan være rart.”
En gravers arbejde
- En gravers arbejde består i at holde kirkegården ryddelig og ordentlig. Gravstederne skal rives og renses for ukrudt. Planter skal udskiftes. Jeg tilklipper planter og klipper hæk
Der skal graves grave og graves til urne, når der skal sættes en urne ned.
Der er oprydning i skoven, når der for eksempel er væltet et træ. Nogle træer skal stynes op en gang imellem. Så er der jo grandækningen i november, som vi har færdig til første søndag i advent. Til påske skal granen væk igen, og vi planter stedmoderblomster.
Jeg sætter en ære i at lave adventskransen selv af grene, jeg har klippet på kirkegården, så den kan være så hjemlig som mulig. Der skal også skiftes forårs- og sommerplanter.
Der er en del kontorarbejde i forbindelse med gravstedsarbejdet. Regninger skal skrives og sendes ud. Der skal føres kartotek- og kirkegårdsprotokol. Kirkegårdsprotokollen skal ajourføres og gennemgås med kirkeværgen.
Når folk vil have en legataftale, skal de indbetale for en fredningsperiode. En fredningsperiode er 25 år, det kan så forlænges med 5 eller 10 år. For en urne er perioden 10 år. Vi har også de årlige aftaler, Jeg sender altid en kopi til de pårørende, om hvad vi har aftalt. Nogle skal bruge opgørelse over udgifterne i skifteretten.
Desuden er der rengøringsarbejde i fyrrum og toiletrum, kapel, kirke og birum.
Messeskjorter, alterdug og dåbshåndklæder vaskes jævnligt
Glæden ved arbejdet
- Jeg kan godt lide når kirkegården er i ordentlig stand, og jeg døjer med at slippe arbejdet, hvis der er noget, der hænger. Jeg kan godt lide at hygge, selv om man nok ikke kan tale om hygge på en kirkegård.
Grandækningen kan jeg lide. Der er et par steder på kirkegården, hvor man sådan kan lave lidt ekstra. Det gør jeg, - hvis det er muligt. Jeg lægger altid gran ned på de ukendtes grav, selv om der er sten og husløg og sådan noget. Så dækker jeg med gran, så der er gran og dekoration der, som på de andre gravsteder.
- Jeg kan ikke lide, når der ligger en meter sne udenfor. Det er sket en gang, mens jeg har været graver, da kom det mellem jul og nytår, og jeg skulle have bisættelse 2. nytårsdag. Så nytårsaften måtte jeg have Jesper herop med rendegraveren. Han måtte køre med den hele vejen ud til parkeringspladsen. Det kunne jeg ikke tage.
Jeg kan godt føle, at kirkerummet og det hele herude er mit. Jeg mærker sådan en ro, når jeg kommer ind i kirkerummet. Når jeg går derinde og arbejder, kan jeg godt hitte på somme tider at sætte mig hen på en stol og bare sidde lige så stille og kigge på det, jeg har lavet. Så sidder jeg og får en indre ro, og det er et tegn på, at man føler sig hjemme i rummet.
Som jeg har sagt det i mange år. Jeg nyder hver time, jeg går heroppe. Til at begynde med var det jo fordi at alting var så uvant, og da kunne jeg godt gå her fra klokken syv morgen til seks aften. Jeg havde noget at lave hele tiden. Dengang ringede vi hver dag klokken syv morgen og syv aften. Men nu er det mere rutine, jeg kan bedre tilrettelægge arbejdet og bestemme min arbejdstid. Ringetiderne skal overholdes, men ellers kan jeg en varm dag godt begynde tidligt om morgenen og så holde en time til halvanden pause til middag for eksempel. Eller arbejde lang tid og så tage en dag fri, når vejret ikke er så godt.
Jeg tænker nok, at man kan se, at jeg holder af det hele. Jeg kan lide at gøre tingene sådan, at det er skønt for folk at komme her. Det gælder også til begravelser. Hvis de beder mig om at pynte, gør jeg mit bedste for at gøre det pænt og enkelt for dem, det kan folk godt lide. En gang jeg skulle pynte til et bryllup, sagde de, at der bare skulle være hvide blomster på alteret og ikke andet, men så siger bruden til mig, at hun er så nervøs. Og jeg har erfaret folk sige, at bare der er levende lys i vinduerne, så falder der ro over dem, idet de kommer ind i det varme rum, og lysene er tændt der. Det sagde jeg til hende, og jeg fik lov til at sætte fyrfadslys i vinduerne. Bagefter sagde hun til mig, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Da dørene gik op, og hun så ind på den side med de varme lys, faldt der ro over hende. Nogle gange har jeg været inde og tænde lys i vinduerne, for at folk kan se det, inden de bestemmer sig.
Jeg har været på kursus og haft noget med blomsterdekorationer, men det er jo bare at lave dekorationerne, det er jo ikke sådan noget med, hvordan man har kunnet klæde rummet. Det er nok sådan en føling, man har med det, vil jeg tro.
Glæden ved tingene i kirken og kendskab til folk omkring kirken
- ”Det er nok en helhed for mig. Men når jeg tænker tilbage på, hvor tingene kommer fra, er der nogle der har en særlig historie. Jeg har en fætter i menighedsrådet i Bistrup ved Birkerød, hvor de også byggede kirke. Gadegaard, som var præst her i en kortere periode og var med til at få kirken op at stå her, var også med derovre.
De var på ferie hos os, efter at vi var flyttet herud. Og da blev jeg klar over, at den disk, som vi har her ved Dokkedal Kirke, den har vi fået af menighedsrådet i Bidstrup. Det var jo noget, som jeg ikke vidste noget om. De er så kommet med et brev til mig, som pastor Jørgensen har skrevet til Bidstrups menighedsråd, hvor han har takket for det. Jeg har ikke set, at der er skrevet om det nogen steder.
- Jeg tror, det betyder noget for mig, at man selv har bygget kirken her. Vi kendte jo alle de folk, som har været med til at få den op at stå. Og jeg er kommet nede ved farmor og farfar og har set farmor brodere på vores brudetæppe til kirken. Når man så kommer til at arbejde med de ting her, som man har set andre arbejde på, giver det et andet forhold, end hvis det bare var sådan noget indkøbt noget. Hvis man ikke værdsætter de ting, så var det jo lige meget, hvor de kom fra. Og ligesådan med messeskjorten. Dengang jeg kom i menighedsrådet, da havde Dokkedal kirke aldrig haft en messeskjorte, vi havde lånt en af Storvorde menighedsråd. Det synes jeg ikke kunne passe, at vi ikke skulle have en messeskjorte selv. Men det havde vi ikke råd til.
Så blev vi enige om at købe noget lærred, og så kunne jeg sy den efter den, vi havde i Mou. Og Else og jeg vi kørte til Aalborg for at købe stoffet, for vi ville have en i rigtig lærred, en der var helt glat, når den var strøget og stivet. Vi ville ikke have sådan en blågrå en af noget kunststof. Inger Kjærgaard, som også var med i menighedsrådet dengang, havde kniplet blonderne, som jeg syede på messeskjorten. Så fik vi en messeskjorte i Dokkedal. Og der står broderet inde i den ”Dokkedal Kirke” og årstallet. Så kunne vi levere den anden tilbage til Storvorde, som vi havde lånt i mange år.
Messeskjorten kan holde i mange år. 100 år. Den går aldrig til. Og hvis den bliver vasket rigtigt og ikke kommer sammen med noget andet, så er den jo hvid. Dengang synes jeg, at den oppe i Mou den var så sjov blågrå, men nu har Rigmor Sørensen vasket den nogle gange. Den er blevet lidt mere hvid. Sådan er det jo, når der er noget kunststof i. Det tror jeg nok, der er i dem, man laver nu, og det er selvfølgelig fordi, at de så bare skal vaskes, og så kan man lade være at stryge. Den her den skal jo stryges, og der skal presses læg. Der er to borde sat sammen her, som den ligger på. Så kan jeg stryge den der.”
Gudstjenesten og menigheden
- Gudstjenesten er den samme, undtagen Skærtorsdag. Til hverdag er det bare forarbejdet, der skal gøres. Der kan jeg godt bruge en lørdag før en højtidsgudstjeneste til bare at lave pynt til kirken.
Til Skærtorsdagsmåltidet – der kan jeg godt gå og forberede mig flere dage i forvejen. Det samme til påske og jul. Jeg kan godt lide, at vi bruger de liturgiske farver i kirken, så vidt det kan lade sig gøre. Jeg har violette bånd på min adventskrans. Første søndag i advent ligger der nogle små grangrene eller nogen fyrregrene med nogle violette sløjfer i vinduerne. Det er violet første søndag i advent, men de andre søndage, da er de hvide, fordi det kun er indledningen til adventstiden der er violet. Kirsten Mørck har lavet en skala til mig med de liturgiske farver. Og så vidt det er muligt at køre efter den, så gør jeg det.
Den vokser jo, menigheden herude, og selvfølgelig - de der er vant til at komme, kommer. Men der kommer også nogle nye, og jeg synes, at der kommer flere og flere nye – andre steder fra. Vi har en fast kirkegænger, som har boet på Dokkedal camping. Han bor i Aalborg nu, han bliver ved med at komme her til kirken. Til Skærtorsdag, der synes jeg der kommer mange nye. Selvfølgelig er vi en kerne, men jeg synes der kommer flere, som bliver ved at hænge ved, når først de har været med.”
Kontakt med lokalsamfund, menighedsråd og medarbejdere
”Jeg tror ikke det betyder noget, at vi er aktive i lokalsamfundet. Men folk kender os jo. Minna og mig. Når vi kommer til vores årlige indsamling, så giver folk, fordi de kender os gennem foreningslivet blandt andet. Og ret hurtigt - efter at vi har samlet ind til kirken - så er vi ude at kræve op til borgerforeningen. Så siger de, nå - er det nu jer igen?
Det kunne godt forenes at være graver og i menighedsrådet samtidig, vil jeg sige. Der har ikke været noget ubehageligt, og jeg synes, at jeg har kunnet følge med i, hvad der sker omkring vores kirker. Der har da været ting, hvor jeg har været inhabil, og hvor jeg så er gået ud af mødet.
Det er meget vigtigt, at samarbejdet mellem medarbejdere er godt. Det giver en hel anden livsholdning til det hele, når der er et godt samarbejde, både mellem os og dem i Mou, men også faggrupperne imellem.”
Kirken i lokalsamfundet
”Jeg synes, at kirken er her jo, og vi har altid brugt den, men der er også nogle i Dokkedal, der synes, at kirken skal da bare være her, når vi har brug for den. Men jeg tror ikke, at der er nogen der synes den er unødvendig. De er ikke flinke til at komme her, men de synes, at den skal være her den dag, man har brug for det.”
Påvirker dit arbejde dit forhold til Gud?
”Nej, men jeg tror, man kommer til at tænke anderledes. Man får ligesom en anden måde at tænke på, også ved det, at nogle ting gentages. Man får ligesom en anden måde at bearbejde det på, når det er et stykke arbejde, der skal gøres.
Det har hjulpet mig meget i den situation, som jeg har stået i - her efter Jespers død. Jeg kan da se, at jeg har det helt anderledes end de andre i familien. Jeg tror, at det er fordi, at jeg går i det til daglig og tænker over det og bearbejder det.
Man kan næsten ikke sige det, for så vil folk jo bare grine, men det er lige som om man har en kontakt. Noget som ligesom går længere ned og som gør, at man kan finde den ro, når man sætter sig herind – en nærhed. Det er først nu, efter den situation, jeg har stået i, at jeg er kommet til at tænke over det.
Men jeg må jo skelne mellem, hvad der er mit arbejde, og hvad der er min personlige sorg, men man finder en anden nærhed ved at g her. Det kan jeg se på de andre har, som ikke går i det til daglig.”
Hvad mener du om ritualerne i kirken?
”Jeg kan godt lide det hele – også det med at vi siger Trosbekendelsen i kor. Det praktiseres ikke i Fadervor, at vi siger det i kor. Det synes jeg er ærgerligt, når jeg har mine børnebørn med i kirke. Det, jeg har lært dem, er Fadervor. Vi lærer jo ikke børnene Trosbekendelsen, førend de er noget ældre. Så den kan de ikke sige med på, men det ville de kunne med Fadervor. Jeg glemmer ikke en gang, hvor vi var til barnedåb i Romdrup kirke. Majbritt var en fire-fem år, og præsten bad Fadervor, men så holdt han en pause, og så fortsatte Majbritt bare. Så præsten måtte lige kigge efter, hvem det var der fortsatte.
Jeg har altid lært mine børn Fadervor. Det var godnathistorie, - og så skulle vi bede Fadervor. Da de var mindre, gik jeg engang hen og glemte det. Men så sagde Sofia: ”Bedste hvordan er det nu, vi taler til Gud.”
Og her kan det vist være passende at slutte samtalen med Karen.
Tak til Karen!
- Ingrid Bundgaard.