Interview med Jens Ladefoged Jensen
Slægten
Vi begynder lidt tilbage i slægten med præsentationen af Jens Ladefoged Jensen.
Hans bedstefar var gårdejer Jens Ladefoged, som fik 9 børn med Jenses mormor, som hed Christiane. Christiane døde i 1908, og Jens Ladefoged stod alene tilbage med de ni børn, hvoraf den yngste senere blev mor til Jens.
Nu kom en ny lærer, Petrea Pedersen, til Mou. Hun var uddannet på Jelling Seminarium og havde været lærer på Vrå Højskole. ”Da hun kom til Mou, giftede hun sig efter et par år med bedstefar. Hun passede så de ni børn, lærerjobbet og hjalp til på gården”, fortæller Jens.
Jens Ladefoged når at få bygget huset lige over for, hvor Jens bor nu, inden han dør i 1930. – Og her bor hans enke så, indtil hun dør 8 år efter.
Grunden er lagt til, at Jens og hans brødre snart kan komme til verden og være en del af en spillevende familie.
For Jenses far, som endnu ikke var hans far og Jenses mor, som endnu ikke var hans mor, boede lige over for hinanden på Gl. Egensevej – og må have opdaget hinanden. For få år efter hedder Jenses mor ikke mere Anna Ladefoged, men Anna Jensen. Og hun flytter sammen med Jenses far ind i huset, hvor Jens og hans bror Per nu bor. De fik tre drenge, Jens, Niels og Per.
Senere fik de foræret en storesøster, Birte fra Egense, som havde været i pleje hos Petrea. Efter bedstemoderens død flyttede Birte ind hos Jenses familie.
”Vi er faktisk vokset op som søskende, selvom vi er fætre og kusine.”
Birte blev organist i Øster Hornum kirke. – Vi husker hende i Mou fra adskillige revyer, fester og koncerter, hvor hun med stor dygtighed har trakteret klaver og orgel. – Og det gør hun i øvrigt stadigvæk, om end ikke så meget i Mou mere.
Organist i Mou kirke
Jenses mor kom senere til at spille i Mou kirke (1949-1978). Da hun blev gift, fik hun et klaver, og Jens siger, at ”så kunne hun have elever til klaverundervisning. Det kunne hjælpe lidt til indkomsten. Der er mange piger og drenge, som har gået til klaverspil her. Det kunne godt forstyrre noget, når vi skulle læse lektier.
Vi skulle altid høre på mor, når hun øvede salmer og præludium til om søndagen. Tit spurgte hun: ”Kan det gå at bruge det præludium i morgen”.
Så var jeg med oppe i kirken at høre, hvordan det lød. Mor gik meget op i det, hun spillede. Juleaften og Påskedag havde hun tradition for, som præludium, at spille henholdsvis ”Det kimer nu til julefest” og ”Nu kimer alle klokker mod sky”. Her brugte hun hele registret – med alle de udtræk, der var. Hun kendte det orgel ud og ind – indtil der kom fodmanual. Så kunne hun ikke rigtig være med mere. Hun var meget pligtopfyldende – gik på kurser bl.a. i Vestervig. For Birte og hende var snakken næsten altid om orgler, salmer og præludier.”
Karetmageren i Mou
Om sin far siger han:
”Far blev udlært som karetmager engang i tyverne – og fik værksted i Mou. Men i halvtredserne begyndte faget at gå tilbage. Mange landmænd fik de gamle hestevogne udskiftet med gummivogne. Så var der ikke så mange, der skulle have lavet hjul mere. Jeg kan huske, da det rigtig gik på de høje nagler. Da boede smeden her ved siden af, og så trillede de hjulene derover for at få lagt ring omkring. Far lavede bl.a. hjul til hestevogne og såmaskiner samt ajletønder. Det gamle værksted står endnu – nogenlunde som det var. Dengang var der liv i byen hvad angår småhåndværkere. Der var mere kommunikation og mere sjov i gaden. Der var heller ikke så mange, der skulle ud af byen hver dag. Byen fungerede – der var posthus, sparekasse, brugs, tre købmænd, mejeri o.s.v. Alle kendte hinanden. Byen har altså ændret sig meget”.
Uddannelse og højskole
Jens kan huske tyskerne under krigen, da de var her i byen. ”Det var telegraftropper. Jeg husker, at jeg sad på nakken af en tysker, mens han arbejdede. De var så glade for os børn. Vi kunne ikke se, at der var noget forkert i det – vi kendte jo ikke andet. Og rare og flinke var de, der gik her.
Som voksen blev jeg lærling i brugsen i Øster Hornum. – Det var da meget interessant, men det var ikke lige mig at være i butik. Kort før jeg blev udlært, kaldte uddeleren mig ind på sit kontor, hvor han udtalte: ”Nu har jeg fundet et plads til dig, Jens. Jeg har snakket med uddeleren i Sønderholm ”. ”Det er ikke så godt”, sagde jeg, ”for jeg har meldt mig til Støvring Højskole”. Så blev han tosset. Sådan noget pjat med højskole. Men jeg bestemte – og så kom jeg derned til Poul Grosbøll. Det var noget af en ændring – jeg troede ikke, at jeg var vågen.
Lige pludselig var der nogen, som gad høre på en – og den frihed man havde. Man skulle ikke høres i noget. Det hele var så frit – og så alle de venner og kammerater, man fik. Det var en hel kolbøtte, og det var jeg glad for.”
Siden hen blev Jens soldat og bagefter ansat ved Chr. Kjærgaard A/S i Nørresundby. Der begyndte han i 1960. Han var så glad for at være der, at han blev der til 2003 – til kort før de lukkede.
Kirkegang
”Jeg har været fire år, da jeg begyndte at komme med i kirke. Hvad der foregik, kan jeg ikke huske. Men jeg har fået fortalt, at jeg satte mig hos Karen Sørensen, (tømrermester Jens Sørensens bedstemor). Så kom lærer Pedersen, som var kirkesanger, stille og rolig ned for at hente mig på plads, mens han stadigvæk sang.
Det gamle orgel havde en blæsebælg, som skulle trædes. Det var graverens arbejde at træde denne bælg. – Men mens han var i tårnet, skulle Niels og jeg skiftes til at træde. Jeg tror, vi fik et bette skilling for det – så dengang blev jeg betalt for at gå i kirke.
Vi havde meget sjov med den gamle graver Madsen. Jeg kan huske en påske, hvor han havde kimet, og da han kom ned fra tårnet, havde han to påskekyllinger stående ud af ørerne med de røde næb. – Og vi morede os meget over det. Det var i stedet for høreværn, som man jo ikke havde dengang – så havde han lige snuppet påskepynten derhjemme.
Jeg husker også, når Niels og jeg sad oppe foran orglet, og pastor Borella prædikede og prædikede, så talte vi damehatte. – Nogle med fjer og nogle uden.
Mou kirke
Mou kirke er min kirke – jeg synes næsten, at jeg kender hver en mursten.
I min barndom var der flere i kirke i Mou. Jeg tror, man gik mere i kirke. Der var flere gårde her rundt omkring, og fra gammel tid var det skik og brug, at mindst en person fra hver gård skulle deltage i kirkegangen – og der var jo kun én kirke i sognet.
Jeg husker Klingenbergs fra Egense Kloster. De overtog den stol med lågen i, men det var nu kun juleaften, vi så, de sad der.”
Konfirmationen
Jeg blev konfirmeret af Gadegaard, som kom i 1954. Konfirmantforberedelsen var hos Klostergaard Andersen fra Storvorde, indtil Gadegaard overtog holdet. – Ellers husker jeg ikke ret meget fra konfirmationen. Jo, vi skulle overhøres, men man kunne vel ikke dumpe. Det var da noget højtideligt noget. Søndagen efter skulle vi til altergang, og jeg husker, at der var en grinen og fnisen, indtil præsten kiggede bestemt på os – så blev der ro. Sådan er det vel stadigvæk.
Tænkte du på gudstjenestens indhold?
”Ja, selvfølgelig – på højskolen, når vi hørte Noe-Nygaard, var det da interessant nok, men man kunne også falde lidt væk og komme til at tænke på noget andet.
Som en hel del ældre lægger man mere mærke til, hvad der siges. Selvom det er den samme historie, der kører år efter år, bliver man da ikke træt af den. Man ændrer jo sig selv med alderen – og får måske noget andet ud af teksten.
Jeg kan godt lide gudstjenesten, som den er, og synes slet ikke, der skal laves om på den. Nogle mener, at den skal poppes op med rockmusik m.m. – Det er noget pjat, synes jeg i hvert fald. Provst Knudsen skriver et sted, at: ” kirken bliver ikke bedre eller mere kirke af at tage sig ud – tvært i mod”.
Hvad betyder det for dig at gå i kirke?
”Vi bor jo i et kristent land. Men man behøver selvfølgelig ikke gå i kirke for at opføre sig ordentligt i samfundet. Jeg synes dog, man har det godt med en gang imellem at få sat tingene lidt på plads – få lidt mening i galskaben. Det kan jeg godt bruge en time på. Og jeg kan godt lide at synge de gamle salmer – især de gamle, - de nye er jeg ikke så fortrolig med. Jeg vil gerne synge Grundtvig og Ingemann m.fl. Der er mange, som siger, at de ikke går i kirke fordi orglet står så højt, at de ikke kan synge med. Det er noget sludder, for orglet ligger fuldstændig normalt i tonelejet. Jeg synes, det ligger fint.”
Du har jo også en god sangstemme
”Jamen det er jo nok fordi, jeg træner i Egense Sangkor.
Jeg holder af at gå i kirken. Men jeg synes også, præsten er dygtig – nu har det lige været pinse, og det med at gå og huske en prædiken, er jeg normalt ikke god til. Pinsedag var det om Babelstårnet og det med at tro, vi kan det hele. Det får jo en ende. Han er god til på en rigtig daglig måde at sige tingene. Her kommer man ikke til at sidde og tænke på noget andet. Han er god til at få os til at lytte. Han er også god til at gribe stemningen juleaften, hvor der er fuldt hus.”
Julen
”Julen kan jeg godt lide. – især juleaften, når kirken er fyldt op helt til sidste plads. Det er rigtig rart. Vi har jo en gammel smuk kirke. Det er synd, at ikke flere gør brug af den resten af året.
En ting, som jeg savner, er at være med til at synge Hartmanns Juleliturgi. Det sang vi med Egense Sangkor et par juleaftener. Det var så flot, men der blev færre og færre til at synge det – til sidst kunne vi ingen basstemmer få fat i. Det var hyggeligt, når vi begyndte at øve i præstegården midt i november måned. Det er en skam, at traditionen ikke kunne opretholdes. Det er blevet sunget i kirken helt fra først i 1900-tallet. – Hvis der kan skaffes nogle basstemmer, så vil jeg gerne være med igen.”
Hvad synes du om vores ritualer i kirken?
”Dem kan jeg godt lide. Jeg er i hvert fald ikke for, at de skal ændres. – Jeg blev lidt forskrækket med hensyn til altergangen, idet jeg ikke anede, at det var lavet om. Jeg troede, præsten var dårlig og skulle skynde sig hjem. Senere har jeg spurgt Karen Margrethe, som er præst på Lolland, om den nye måde. Hun kaldte det for ”tavs uddeling”. – Nu synes jeg, at det går fint.
Det har ikke altid været naturligt for mig at gå til alters. Jeg tror, det kom fra højskoleopholdet – der gjorde man det bare. Nu synes jeg, det hører med.”
Ændrer dit humør sig, når du er til gudstjeneste?
”Jeg bliver i bedre humør – de allerfleste gange i hvert fald.
Mou kirke – det er virkelig din kirke?
”Jeg har også nøglen til den. Det er fra min mors tid. Hun ville så gerne have lov til at beholde nøglen, så hun kunne have adgang til at spille på orglet en gang i mellem. – Det fik hun lov til. Den hænger endnu på den samme plads.”
Kirkerummet
”Det betyder meget at sidde i det kirkerum. Det er som om man fornemmer fortiden og alle de, som har været her. Man fornemmer slægten, som har været her.
Jeg håber da også, at det kommer til at se godt ud efter restaureringen – at der ikke skal ændres for meget. Den er jo enkel, og det er det, der kendetegner den. Den er ikke prangende, men jeg synes, den er pæn.
Det er helt sikkert, at kirkebygningen siger mig meget – men jeg har også leget oppe i tårnet. Far var på et tidspunkt gravermedhjælper, og så skulle han jo også en gang i mellem ringe solen op og ned. Dette fik jeg sommetider lov til at gøre
Jeg har fået fortalt, at graver H. Greve Madsen i forbindelse med Kong Frederiks død skulle ringe i en hel time. For ikke at gå til af kulde oppe i tårnet førte han et tov fra klokken ned i kirken. Så kunne han sidde inde i kirken foran orglet og ringe med klokken.
Der har været storkerede på kirkens tag, og min far lavede det sidste vognhjul til reden, der var placeret på østre gavl af kirkeskibet. Han har desuden lavet kirkens fire bryllupsstole.”
Og hermed – også tak til Jens Ladefoged Jensen – karetmagerens søn.
Ingrid Bundgaard.