Jens Anton Christensen

Interview af Ingrid Bundgaard 


Jens Anton Christensen har indvilliget i at fortælle lidt om hans liv i Mou. Her har han levet som barn og som voksen. Og han kender af gode grunde byen og dens folk godt. Han har noget at sige om byens og hans egne relationer til kirken:

Jeg er født i Dokkedal 1918, men allerede i 1919 kom jeg med min familie til Mou. Vi ”arvede” nogle aftægtsfolk, som vi måtte tage med over. De havde mistet deres børn, der døde af tuberkulose, men de havde et plejebarn. Det var min mor. Hun hjalp dem den sidste tid og blev hos dem.

Hun arvede en bette ejendom i Dokkedal. Den skulle udvides, men i stedet købte de i Mou. Der var jo ingen muligheder i ejendommen i Dokkedal. De fik nok ikke meget for det. Der var en god brønd og et godt tørvehus, men det ville sognefogeden købe. Så det blev lagt til bindingsværksgården, der ligger der, hvor man kører ned til spejderne.
I Mou fik vi så Mou Møllegaard. Det blev en streng opgave for aftægtsmanden, for han kom fra bakker og frodigere jord i Dokkedal til den her gård. Og far havde ikke tænkt over, at hvor der var en mølle, der var også vind. Vinden var hård ved husene, vinduerne og dørene. 
Det var nogle ældgamle huse og der var lidt jord.
Det var en stor og en streng opgave at komme hen til sådan en mager gård, hvor der manglede al ting, og derfor har hele min barndomstid været præget af yderste nøjsomhed. Det var arbejde og sparsommelighed, men det bliver der altid et resultat ud af. Man oparbejdede en vis tilstand, hvor man kunne bygge sit hus og have til dagen og vejen. Og så lærte man at bestille noget. Jeg kan da huske, at da min søster var ude at lære, og jeg var ene hjemme, ja der gravede vi kartofler op om morgenen, der skulle koges til grisene, og så skulle vi bagefter slå maskinen og binde op, der var arbejde hele tiden. Stråtaget skulle vi jo selv holde ved lige. Alt det rug, der egnede sig til det, det blev lavet i tag. Det gamle tag det var jo godt nok at strø med. Og der blev tærsket med plejl om vinteren. 
Der var ikke penge mellem hænder dengang. Forbedringer på huse, det var en omgang kalkning, som man selv tørrede på.


Far nåede aldrig at få folkepension, for det ville han, stolt som han var, vente med til han blev 70 år. Og det opnåede han ikke. Man havde sin stolthed, man skulle ikke bede nogen om noget.
Jeg havde lovet mig selv, at den ville jeg ikke selv gå på, sådan som far. Jeg ville have en bette god ejendom. Jeg havde været oppe ved forstander Balle, og vi kunne dyrke både jordbær og frugter og have det meget bedre på en meget mindre ejendom. Men min kone havde været udsat for det modsatte af mig, hvor de måtte forlade ejendommen og så ende i en dårlig lejlighed, og knægten, hendes bror, skulle ud at tjene som ni-tiårig. Hun sagde, at det er bedre, at der er så meget, at der også er plads til knægten. Og det gik også godt, men det skal hun nu have en stor del af æren for. Jeg har altid været noget udadvendt og rodet mig i alle verdens ting. Det gjorde ikke spor, hun skulle nok klare det derhjemme.

Men det var jo dengang, der var ulvetider, dengang i 30´rne. Der var jo ikke penge endnu. Jeg er helt sikker på, at vore forældre levede under de vilkår, at de var afhængige af os, de var afhængige af, at vi var hjemme. Og vi gjorde det med en bette løn, for så om nogen år måske at få en bette skilling for det. Jeg fik en ordning, så far han skulle have titusinde tørv og to liter mælk hver aften og en halv gris og alt sådan noget. Jeg havde jo ikke penge til jorden – men det gik fint. 
Jeg overtog gården i 45. Vi blev gift i 43, og så var jeg i tørvene i to sæsoner. Og nu blev vi tilbudt, at vi kunne overtage i oktober 45. Vi har så haft gården, til jeg solgte den til min søn Svend i 80, da jeg lå på sygehuset og var så ringe.

Menigheden og kirken dengang
I min barndom, hvis man da tilhørte gårdmandsstanden, havde man en vis pligt til at vise sig i kirken til høstgudstjeneste og til de store højtider. Man gav en skærv til kirken og dens gode formål. Jeg har været med min far omkring alteret og lagt en åben skærv på alteret, som det var skik dengang.
Man bad til Vorherre dengang og takkede for alt. Nu skal man jo bare henvende sig til kommunens sagsbehandler, og alting er ens gode borgerret.

Der var mere højtidsstemning over altergangen, og man ønskede hinanden til lykke og velsignelse bagefter.
Før var der vækkelsesmøder hvert efterår i en uge, hvor forskellige præster og missionærer skiftedes til at holde gudstjeneste. Jeg kunne ikke forstå, hvad betydning, det havde. Men der var altid mange i kirke.
Det var simpelthen en skik. Hvornår den opstod, det ved jeg ikke. Men vi kom jo ikke sådan noget ud, og vi var da med far og mor i kirken om aftenen. Jeg kunne tænke mig, at de havde bedre tid – det var et heldigt tidspunkt på året. I min fantasi, da var der altid mange, der mødte op, og nogle ville helst høre en missionær og andre en præst. Det var sådan lidt på skift.

Kirke og fjernsyn
I de sidste år er der ikke så mange, der kommer i kirke. Jeg tror ikke, det er almindelig gudløshed. Det er noget med, at man har så mange opgaver. Og så har man jo lejlighed til at åbne for sit fjernsyn eller sin radio og høre en gudstjeneste, hvis man vil det, og så er det, at når man ikke rigtig kan komme at sted med det, så bliver man hjemme.
Vi er nok særligt hårdt ramt her i byen, jeg mindes endnu en kone fra Nørre Kongerslev som var flyttet hertil. Hun sagde direkte: ”Jeg kan da godt forstå, at vi ikke kan beholde vore præster. Her i Mou er der jo ingen, der går i kirke”.

Jens Antons meninger
Jeg var i kommunalbestyrelsen i storkommunen, da Dokkedal kirke blev bygget. Kæmneren fra Kongerslev havde kontor i Mou. Han var min gode ven og sagde lige ud: - Hvis folk i Mou havde samme erfaring som dem i Kongerslev med de tre kirker tæt sammen: Nørre- og Sønder Kongerslev og Komdrup, så ville I ikke have bygget Dokkedal kirke. Så ville I have sat en kirkebil ind i stedet for.

Om det er hans ord eller de alt for moderne stole eller akustikken. Jeg føler mig ikke tilpas i Dokkedal kirke.
Min deltagelse i menighedsrådslivet var ikke stor, det skyldtes dårlig samvittighed. I mine velmagtsdage havde jeg ikke megen tid til kirkegang, jeg havde stor interesse for skole, kommune, mejeri og brugsforening samt hjemmeværn og idrætshal.
Nu har jeg tid, men helbredet begynder at svigte. Jeg har haft alt for travlt med for mange interesser. Det gik udover hjemmet, som jeg trygt overlod til min kone. Der er et gammelt ord, der siger, at nitten håndværk, det er tyve ulykker, og jeg burde nok have svigtet nogen af mine interesser og sat hjemmet øverst på listen.

Vor aftægtsmand, Jens Bodelsen, han tilgav aldrig pastor Borella, som afskaffede Hellig Tre Kongers Gudstjenesten i Mou. Men sådan er det jo. Det eneste jeg ikke synes om er kaffe i våbenhuset klokken 11.30 og spisning i Dokkedal Kirke.
Og hvis jeg blev spurgt, så foretrækker jeg den dybe mandsstemme som leder af kirkesang.
Salmesang er nu ikke mit store nummer, og når jeg ikke deltager er det af hensyn til de øvrige kirkegængere. Jeg er ked af mine manglende evner som sanger.

Salmesang var førhen en folkesag
Kirkerummet betød ikke noget for mig, troede jeg da. Men ved et arrangement i kirken, da var der tegnet og opsat en ny altertavle. Det var heldigvis kun en midlertidig foranstaltning. Men da blev jeg klar over, at rummet betyder noget.
Med hensyn til højtiderne, så har jeg aldrig været i kirke juleaften, så det må nok være påsken der betyder mest for mig.

Prædikenen er for mig det vigtigste ved kirkegangen. Præstens velvalgte ord er godt grundlag for ens eftertanke.
Når børnene bliver konfirmeret, skal de med til alters. Men jeg har altid tænkt: Hvorfor skal præsten altid havde det store skrud på til alters, hvorimod det er en almindelig præstekjole til dåben. Men der er måske noget, jeg ikke helt forstår.

Kristen holdning i skolen
Enhver skole startede med en salme og så andagt. Vi mødte alle sammen på samme tid. Når vi sluttede, sang vi en aftensang med fru Ladefoged, og så bukkede vi, når vi gik ud. Jeg kan mindes ved konfirmationen, at far gjorde et kejtet forsøg på at fortælle lidt om det, men det kunne man dengang trygt overlade til skolen, for de var ikke så specialiserede, som i dag. Tænke sig hvor mange fag, der har listet sig ind nu, og hvordan skoledagen er blevet beskåret. Man forstår godt, hvordan det går til, at morgensang og Fadervor ikke længere er en selvfølge. 
De har ikke tid til det, og de møder på forskellige tider, lærere og elever.

Jeg fremhæver gerne lærer Pedersen og fru Ladefoged, som var garanter for den åndelige side af sagen dengang.

Kirken i byen
Udadtil havde kirken betydning i den forstand, at hvis sognefogeden skulle have proklameret noget, så foregik det udenfor kirken lige efter kirketid. Han stod lige til højre henne ved gavlen i solskinnet. Der var pladsen til bekendtgørelser. Så det var altså datidens bekendtgørelse.
I menigheden var der en del missionsfolk. Jeg holdt mig længe fra dem. Jeg brød mig, som så mange andre, ikke om dem og deres måde at forholde sig til troen på. Men forskellige tildragelser, jeg havde med dem, viste mig efterhånden noget helt andet, og jeg kom til at respektere flere for både deres dygtighed og retsind. Nogle blev vores gode venner.

Og til sidst:
Hvor mange børn har du egentlig?
Fire sønner og en søster til hver.
Otte børn?
Nej de fire sønner er fælles om søsteren.

Og sådan fik han altså også det sidste ord. 
Tak til Jens Anton.

Ingrid Bundgaard