Anna-Marie og Bent

 

Vi er hos Anna-Marie og Bent Jensen på Præstevangen i Mou. De er flyttet hertil fra Aalborg for 5-6 år siden.
Og Bent kan fortælle:
"Som 65 - årig stoppede jeg som frikirkepræst i Den apostolske kirke på Hadsundvej i Aalborg, og Anna-Marie og jeg flyttede til Mou. Vi havde da været engageret i den frie kirke i adskillige år."

 

Højskole - Bornholm

At være præst ved en frikirke betyder ikke nødvendigvis, at man skal have en teologisk uddannelse, men man får en uddannelse, der kunne minde om den gamle mesterlæreuddannelse. For mit vedkommende, så fik jeg en håndværkeruddannelse som smed. Vi blev gift og tog på højskole, og her blev vi spurgt om vi ville overtage noget børne- og ungdomsarbejde på Bornholm. Der skulle jeg så hjælpe præsten og engang imellem prædike. Vi blev korledere, og vi arbejdede med børn, - vi blev der i 7 år. Man lærer af andre præster, hvordan de prædiker og lever livet i menigheden. Selvfølgelig finder man dog sin egen måde at være på. I frikirken bliver man ansat som par – som forstander- eller præstepar, fordi hustruens rolle også er er meget vigtig."

 

Den Apostolske kirke og dåben

Anna-Marie:
"Det var så naturligt for os at gå ind i det arbejde, vi var så vant til børne-og ungdomsarbejde i den apostolske kirke. Vi var vokset ind i frikirken. Begge vores familier var medlemmer, og vi blev taget med i kirke, da vi var børn. Vi har gået i søndagsskole sammen. Søndag var ensbetydende med kirke. Vores forældre har virkelig været involveret i kirkens arbejde."

 

Dåben:
I frikirken har man først selv fundet ud af, at man har et forhold til det at tro, og derefter ønsker man så at blive døbt.Man er altså voksen nok til at give sin egen bekendelse. Dåbsritualet er meget forskelligt fra folkekirkens. Frem for at det bliver bestemt for en, at man skal døbes, bliver det efter dåbskandidatens eget ønske.
Dåbsritualet indebærer, at man bekender sin personlige tro over for menigheden.

Dåben er meget højtidelig og festlig. Man bliver døbt af en leder, og man skal døbes helt under vand i et bassin, der er i kirken. Og vi står alle omkring og synger og spiller."

 

Bent:

"Nogle år senere, hvor vi var flyttet til Roskilde, og jeg var driftsleder blev vi spurgt, om vi ville være menighedsforstanderpar i Tønder. Efter fire gode år i Tønder havde vi igen nogle år i erhvervslivet, hvor jeg efterhånden var blevet fabrikschef på en virksomhed i Roskildeområdet.

Her blev vi igen spurgt, om vi ville være forstanderpar, denne gang i Lyngby ved København. Vi sagde ja til opgaven efter moden overvejelse, da man vurderer et embedsskifte med stor alvor

Vi betragter det som en "kald" at varetage et sådant hverv.

Efter nogle gode år i Lyngby blev menigheden i Aalborg vor sidste opgave indtil pensionsalderen. Efter at vi havde boet rundt om i landet i mere end 30 år var vi glade for at afslutte i Aalborg, hvor vi fra barns ben i virkeligheden hørte hjemme."

 

Folkesjælen i Nordjylland

Og Anna-Marie og Bent oplevede, at de trivedes lige så godt, som de havde gjort det i Lyngby, og der er jo noget med folkesjælen på disse kanter, den kender de så godt, og de fandt utroligt hurtigt sammen med deres gamle vennekreds igen.

 

Mou – sidste station

Bent:
"Grunden til, at vi flyttede til Mou var, at vi har nogle gode venner, der bor her. Så det mente vi nok at vi ville kunne klare. Vi gruede lidt for lediggangen. Men vi gik i gang med at lave huset i stand, og det gav os meget stor glæde og fornøjelse."

 

"Vi er blevet rigtig glade for at bo her, men jeg tænkte på dengang, hvordan det mon skulle ende med at bo ude på landet, - hvordan skulle vi komme rundt? Så vi købte en knallert for at have to køretøjer. Men den fik vi jo aldrig brug for. Det er et skønt sted at være her.

 

Og nu vi er i Mou, så beslutter vi, at vi vil være en del af det lokale kirkeliv her. Vi har haft vores gang, delvis i kirken, og vi har været til "mad og tro", og det er vi glade for." 

 

Er gudstjenesten meget forskelligt fra at gå til apostolsk gudstjeneste?

"Man må jo nok sige, at i frikirken er der et meget stort engagement blandt medlemmerne. De er involverede i gudstjenesten i kor, med oplæsning og så videre. Det er kendetegnende, at man ikke får støtte fra staten. Medlemmerne betaler selv præstens løn. Vi får tilskud fra kommunen til ungdommen, ellers betaler vi selv hus og varme og aktiviteter. Det er klart, at det giver et større engagement. -. Som man måske kunne mangle lidt i Mou."

 

Hvordan er det at være kristen i Danmark?

Anna-Marie:

"Da vi var børn og yngre, da var der mange flere mennesker, der turde tale om det. Jeg tror, at det før i langt højere grad var et samfundsanliggende. De fleste i dag lever skjult med deres tro, mens muslimerne for eksempel lever synligt med den.  Jeg tror ikke vi skal være bange for at vise, vi går i kirke. Det er som, om det er noget meget privat, tror jeg. Så ved  man ikke, at vi har en tro.

Vi skal gøre os synlige ved at vise det, men kirken skal også gøre nogle tiltag for at gøre sig synlig, man skal da virkelig reklamere for det man gør, det skal man ikke være bange for. Man har lov at gøre nogle ting i kirken, som måske kan synes lidt fremmede. Kirken har så meget at konkurrere med i dag. Tage nogle ting ind i kirken, som måske er lidt fremmede. Lidt fremmed musik."

 

Bent:

"Vi  var i Frankrig på Campingferie, og der så vi, at muslimerne ved deres bedetid knælede ned og bad med hovedet mod Mekka.

Da slog det mig at vi var meget diskrete med vores tro. Det er en vane, at vi holder en lille morgenandagt, og vi gik altid indendørs i campingvognen og holdt den.

Da blev vi enige om, at kunne de forrette deres tro i det fri, så kunne vi også, så siden da har vi ikke "gemt" os og holder nu gerne vor andagt udendørs sammen med dem, vi følges med.

 

Bøn

Hjælper det at bede?

 

Anna-Marie:

"Ja, det synes jeg det gør i mange tilfælde. Bønnen er vel noget, som følger med sådan i gennem vores liv.

Bønnen hjælper i særlig grad, når man føler, at man har det svært med sin tro på Gud. Kristus siger: "Jeg er nær ved jer", og det er rigtig godt at tænke på.

Da jeg skulle gennemgå en stor operation her i foråret 2007, da var det min tryghed, at jeg havde troen på Gud, og den hjalp mig direkte på den måde, at jeg egentlig ikke var så angst. Og det hjalp mig meget til at få ro, jeg tænkte, at jeg kunne sige det til Gud, og vi bad en bøn og bad om hjælp i den situation, det hjalp virkelig, at Gud var der med sit nærvær."

 

Bent:

"Man siger, at i en skyttegrav, der tror alle på Gud. Vi er blevet vant til at tro på Gud som en del af vores liv."

 

Tro - Tvivl

Anna-Marie:

"Vi kan alle sammen tvivle. Jeg tror ikke på, at der er en tro uden tvivl. Tvivlen kommer, og man tænker jo: hvorfor har det lige ramt mig. Troen er ikke sådan noget lige ud af landevejen."

Bent:

"Man kan heller ikke sige, at der er nogen, der tror, og dem går det vældig godt. Og der er nogen, der ikke tror. Dem går det vældig skidt.

Men der er noget man kan sige, og det er, at troen den kan næres. Det står der i bibelen. Når man går i kirke, så finder troen næring ved at man opfatter ordene og ved, at man deltager i nadveren. Man finder den i kirkerummet, - i salmerne.

Bøn er for mig det, som Martin Luther siger: "At bede til Gud, det er faktisk at bruge de ord, jeg bruger til hverdag. Hvad Gud siger til mig. det står i biblen."

 

Anna-Marie:

"Jeg takker, fordi naturen er smuk, fordi jeg kan høre fuglene synge, jeg beder om hjælp, og ligesom jeg vil sige til enhver anden, jeg elsker og holder af: Tak for nærvær. Men kan man ikke finde på, kan man altid bede Fadervor. Fadervor indeholder alt, hvad man behøver at sige i kontakt med Gud.

Man kan bestemt godt få svar. Nogle gange synes jeg bare, at bønnen, den bliver i rummet. Andre gange synes jeg at bønnen får vinger.

 

 Anna-Marie: 

"Man kan snakke med Gud, når som helst. Jeg gør det også, når jeg går og støvsuger eller laver noget andet"

 

 

 Kirken, Mad og Tro

Ægteparret siger, at da de flyttede til Mou,  ønskede de at være med i kirken og være sammen med mennesker herfra.

"Vi er meget glade for "mad og tro" og gudstjenesten - og for Hanne. Vi føler, at vi er blevet utroligt godt modtaget. Vi er blevet mødt med sådan en tillid her, og vi vil gerne vise den tilbage igen.

 

Det er godt at gå op og bøje sine knæ sammen med byens borgere. Vi er kommet til at holde meget af folkekirken. Og vi er så glade for "mad og tro". En af foredragsholderne sagde til Hanne: "Det er vel nok en dejlig flok, du har her. Du er vel nok heldig."

Det er også en stor glæde for os at se, hvor det vokser og er godt. Foredragene giver meget stof til eftertanke."

 

Med hensyn til kirkens synlighed kunne man holde nogle gudstjenester i konfirmandstuen, hvor andre ritualer kan  bruges,  for eksempel til aftengudstjenester. Man kunne samles om taize, stilhed og meditation.

Det var nogle af de forslag Anna-Marie og Bent kom frem med under vores samtale, og dem vender vi tilbage til. Tak til dem begge.

Ingrid bundgaard