Lars Andersen, Egense - Om kirken
Af Ingrid Bundgaard
Lars Andersen har været leder af Egense Friskole siden 1977. Han er gift med Lene, og sammen har de voksne børn, der er flyttet hjemmefra. Han har indvilget i at svare på nogle spørgsmål vedrørende hans holdning til kirke og gudstjeneste. Svarene videregives her i forkortet form i Sognehilsenen.
Han har, fra han var barn i Nordsjælland, færdedes i menighedsrådskredse, idet hans far nåede at være formand for ikke mindre end to menighedsråd i to forskellige byer. Lars selv nød også æren af, dels at deltage i nogle menighedsrådsmøder, dels at være med til prøveprædikener i kirken, idet han var den lykkelige ejer af en båndoptager. Og menighedsrådet havde brug for hans ekspertice i at optage og afspille prædikenene. Derudover har faderen som snedker udført restaureringsarbejder i begge kirker.
Det har givet et godt grundlag til at kunne studere kirkebygninger på senere i livet. Interessen for kirkebygningen har aldrig fortaget sig, og han har med Lene og børnene næppe holdt en ferie, som ikke involverede kirkebesøg. - "Det er oftest sådan, at kirker er lavet af de aller-allerbedste materialer. Der er lagt en hengivenhed i hver eneste ting. Nogle kirker er 800 år gamle med krydshvælvinger og nogle kun 25 år. Arkitekturen er lige spændende, som nu f.eks. vores Dokkedal kirke", fortæller Lars Andersen.
Men selv om barndommen nok har lagt op ti! et kirkeligt liv, har det nu ikke anfægtet Lars så meget, at han bare er gået den slagne landevej inden for kirken. Hans børn er døbt og konfirmeret der, men Lene har han fået papirer med på rådhuset for 10 år siden, og det var kun, fordi det var bedst i tilfælde af, at en ulykke skulle indtræffe. "Ægteskab er en borgerlig sag. For os var det ikke kirkens velsignelse, der gjorde sagen, men det at vi boede sammen".
Han har også knoppede ord at sige om præster, han har kendt eller kender. - "Kristendommen er fin, men fortolkningen af den kan gå galt. Her kan fundamentalisterne komme ind og bestemme, hvad og hvordan vi skal tro. Jeg vil ikke have presset ned over mig, hvad jeg skal tro på. Præster skal ikke være dogmatiske”. Lars er historielærer, og historielærerrollen har sat sine spor i sindet. Han taler sig varm af harme over alle de skændsler der er sket i kristendommens og religionens navn til alle tider: - "Man har brugt kristendommen til at udøve magt, hvilket jo slet ikke er kristendommens budskab".
Kan du beskrive din tro på Gud?
Det synes jeg er svært at sætte ord på. Jeg blev døbt som spæd, og det passer mig meget godt. Vores børn er døbt, men det er ikke sådan noget, vi skilter med eller spekulerer over. Det er vel bare på samme måde, som man lærer at tale dansk. Jeg har en klar intuitiv holdning til, hvad Gud er. Men om jeg nu er syndig eller sådan noget. Det kan jeg ikke bruge til noget. Det er fortolkerne, der har bragt synden ind. Jeg synes jo, at Steen er god, han taler om almene problemer, som eksisterer i vore dage, mens andre kan have en temmelig frelst holdning. Kristendommen er rigtig, det er fortolkningen der kan være negativ.
Hvad er kristendom?
Det er næstekærlighed, det er muligheden for at gøre det gode, muligheden for at være et ordentligt menneske. Det er den kristne grundtanke, at man skal være opmærksom på sin næste. Jeg skal ikke være så opmærksom på, om jeg bliver forstået af andre, det skal de nok sørge for. Jeg skal være opmærksom på at forstå de andre. Kennedy sagde i 1960, da han blev indsat: "Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land." Det synes jeg er en rigtig tanke, at man skal sørge for, hvad man selv kan gøre for at få det hele til at glide lettere. Og hvis man giver et smil i stedet for et vrids, så går det lidt nemmere. Det synes jeg jo kristendommen kan, modsat så mange andre religioner og gammeltestamentelige ideer. Altså det her med øje far øje og tand far tand. Næstekærligheden er så godt beskrevet i det om Jesus. - Du skal elske din næste som dig selv.
Hvordan er det at være til gudstjeneste? Stilles der krav til dig? Gør gudstjenesten noget ved dig? Har det noget med dagligdagen at gøre?
En af de gode ting ved at gå i kirke er, at man er den, man er, - på den måde man er. Man kan med sig selv forholde sig til det, der foregår. Jeg er aktiv ved at være nærværende. Men jeg synes ikke, at der stilles krav.
Gudstjenesten gør det ved mig, at jeg tager prædikenens ord med mig. For mig er ordet jo absolut noget af det vigtigste i en kirke. Er prædikenen god, så tager jeg mindet med hjem og diskuterer det måske.
Jeg synes mange præster gør det godt. De kan noget som de er uddannede til. De kan forholde sig til almenmenneskelige ting, og det synes jeg de skal, og det skal de gøre på en måde, så vi forstår det.
Prædikenen er en god måde at fortælle os om det på. Den må gerne være sådan, at vi snakker om den bagefter, at vi har lagt mærke til, hvad der er sagt. - Vi var til en nieces barnedåb for nylig, hvor præsten holdt en prædiken, og barnedåbsfesten handlede om, hvad præsten havde sagt. Det var altså spændende, og det synes jeg jo var en rigtig barnedåb.
Da jeg var ung, synes jeg, det var overordentlig kedeligt at være i kirke. Uvedkommende - og så den slæbende sang. Det sidste synes jeg stadigvæk. Slæbende sang. Det kunne jo være dejligt, hvis der var lidt mere flow i det. Men man kan jo ikke forlange, at der skal stå et orkester eller et gospelkor hver søndag.
Alligevel kan salmerne give mig noget i en gudstjeneste, og jeg synes der er mange dejlige salmer, men det er først i de senere år, jeg er begyndt at spekulere over, hvad der egentlig står i dem. Som barn lærte jeg dem bare udenad.
Børnene synger ikke så mange salmer i skolen mere. Når vi synger morgensang synger vi to sange og salmer. Før i tiden var den ene altid en salme, men i dag sætter de sig med lukkede munde, når vi skal synge en salme. De gamle salmer har jo alligevel et sprog, der er svært forståeligt. Men mange salmer nu om dage siger mere end de gamle gør: "En grålig lysning igennem byen - og nu haster vi af sted til vores gerning, og nogen skal sidde på disk, nogen på fabrik, men Gud har jo skabt dagen alligevel". Den går meget bedre. - "Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde." - det forstår de ikke en pind af. Det skal være langt mere konkret - og billedligt.
I synger morgensang hver dag og beder fadervor på skolen?
For det første er det fra gammel tid bestemt, at der skal bedes fadervor ved morgensang, for det andet er det noget, jeg godt kan lide. Man har det pusterum, hvor man kan falde ind i sig selv. Jeg beder Fadervor, og børnene er stille. Hvis jeg siger til dem, at hvis de har lyst at være med, så kan de det. Så er der mange, der beder med og beder højt. De er frimodige nok til at gøre det. Det er vigtigt for menneskene at kunne det - og at kunne nogle salmer. Når man har ondt i sjælen i sit liv, når man mister nogen, da har man Fadervor, salmerne, ritualerne til at hjælpe sig.
Der tales om kirkenedlæggelser, hvad mener du om det?
Jeg synes, man her skal til at tage sig sammen og se at få noget gjort, for der er en berøringsangst uden lige. Det er jo pinligt, hvis der sidder fire mennesker i Dokkedal og fire mennesker i Mou. Så brug den ene som annekskirke. Dokkedal kunne måske bruges til så mange andre ting. Det er en utrolig flot kirke. Det er sådan et kunstværk at være i, og jeg vil meget nødigt undvære den kirke. Men her og ude i landet er der meget spild. Det må være sådan, at noget kun består så længe, der er folk, der vil. Og hvis de ikke vil miste det, så må de sørme rejse sig i stolene og komme frem og sige, hvad de vil. Og så må man betale. Det vil jeg gerne være med til. Hvis du så vil giftes i en annekskirke f.eks. så må du betale, hvad det koster: Opvarmning af kirken. Løn til personale osv.
Skal kirken gøre sig mere synlig?
Måske skal kirken bevæge sig mere væk fra bygningen. Kirken er jo menigheden, så måske skulle de mennesker, der er i kirken og har med den at gøre ikke være så bange for at komme ud og vise, at her er f.eks. præsten, og han spiller også bowling eller sidder på torvet og får en snak.
Der kommer ikke så mange unge mennesker. Der er så utrolig mange ting, som de forholder sig til. Men nogle bliver indfanget af alternative religioner, så de må jo også have behov for at tro. Når kirken ikke slår til, så er det fordi kirken ikke gør sig synlig for dem. Det bliver ikke for dem et valg. Jeg tror, at kirken skal identificere sig for de mennesker, der har behov, slutter Lars Andersen samtalen.